Den særlige mediepris, Werther-prisen, går i år til DRs radio-dokumentar, 'En 15-årig skal jo ikke dø', der er tilrettelagt af Cecilie Elmose Warnich og Cecilia Sejer.
Prisen er på 10.000 kr. og uddeles i morgen på den årlige Verdensdag for selvmordsforebyggelse, (World Suicide Prevention Day).
Det er 4. gang Werther-prisen uddeles, og ligesom tidligere gives prisen til mediearbejdere, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden.
I begrundelsen for at give prisen til Cecilie Elmose Warnich og Cecilia Sejer hedder det blandt andet, at dokumentaren ”på nænsom, men hudløs, facon skildrer det ufattelige tab, et forældrepar sidder tilbage med efter deres barns selvmord.”
”Det lykkes på forbilledlig vis de to tilrettelæggere at viderebringe forældrenes sorg, tanker og bestræbelser på at leve videre som en hel familie med to tilbageblevne børn,” noterer priskomiteen.
Det er i øvrigt anden gang, at DR modtager prisen. Første gang var i 2006, hvor redaktør Thorkild Nyholm fra det daværende DR Undervisning fik den for temaudsendelserne ’Det gælder livet’ om selvmord og selvmordsforebyggelse.
De øvrige modtagere var i 2007: journalist Tommy Byrne fra Fyens Stiftstidende og i 2005: journalist Inger Anneberg, der er freelancer.
Selve prisen har fået sit navn efter hovedpersonen Werther i Goethes roman fra 1774, "Den unge Werthers lidelser", som ender med at begå selvmord. Da bogen udkom, medførte den en regulær bølge af selvmord i såvel Tyskland som det øvrige Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther og tog sig selv af dage ved at benytte samme metode.
DR-udsendelsen 'En 15-årig skal jo ikke dø' blev sendt første gang på P1 den 5. september sidste år. Dokumentaren kan i øvrigt stadig høres på DRs hjemmeside. Klik her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.