DR har i går mandag varslet lockout af alle de fagforeninger, de i disse dage forhandler nye overenskomster med. Først fik Dansk Journalistforbund et varsel om lockout, og kort før midnat fik en lang række andre organisationer samme besked, blandt andre Dansk Magisterforening, DJØF og Dansk Metal.
Alle undtagen DJ har svaret igen ved at varsle strejke.
Det betyder, at DR kan blive lammet af konflikt fra den 1. juni, hvis ikke parterne kan blive enige om en aftale inden da.
Lockout for at få bevægelse i forhandlingerne
Hvorfor har I valgt at varsle lockout?
»Det har vi gjort for at understrege, at vi ønsker at finde en løsning inden den 1. juni,« siger hun til Journalisten.
Kan man ikke understrege det uden at varsle konflikt?
»Jo, men til gengæld sikrer vi på denne måde, at vi får arbejdet, og at der er en deadline, så vi når et resultat. Vi vil have bevægelse i forhandlingerne.«
Vil minimere usikkerheden
DJ’s forhandlingschef, Claus Iwersen, sagde i aftes, at han synes, det er ærgerligt for DR-medarbejderne, at de nu skal sidde i en usikker situation. DJ har knap 1.000 medlemmer i DR og er den største gruppe.
Henriette Frandsen-Melau fortæller, at ledelsen er opmærksom på, at forløbet kan skabe utryghed.
»Vi forsøger at orientere medarbejderne hele tiden om, hvad der sker. Vi understreger også, at vi stadig taler sammen, for at minimere usikkerheden. Det er jo sådan, systemet er skruet sammen.«
AC: Strejke er et nødvendigt våben
Da DR i aftes varslede lockout over for AC’s fælles forhandlingsleder, Michael Larsen fra Dansk Magisterforening, valgte han at svare igen.
»Vi kvitterede med et strejkevarsel,« sagde Michael Larsen til Journalisten i morges.
Han mener, det er et nødvendigt våben at varsle strejke, når DR har valgt at varsle lockout.
»Vi er sådan set ikke specielt glade for det lockout-varsel, men man er nødt til at sige: Hvis de generer os, så svarer vi igen. Problemet med en lockout er, at arbejdsgiverne kan lockoute dem, de ikke skal bruge, og beholde dem, der er strengt nødvendige. Nu varsler vi strejke, så vi kan sende dem hjem, som DR skal bruge,« sagde Michael Larsen.
Omvendt har DJ valgt ikke at varsle strejke.
»Det er rigtigt, at vi ikke fandt en aftale, men det er ingen naturlov, at man så skal varsle strejke eller lockout. Det er mere naturligt at se på, om alle muligheder for forhandling faktisk er udtømt. Er man nået så langt, at der kun er én mulighed tilbage? Der synes vi ikke, vi er,« sagde Claus Iwersen i morges.
I deres gode ret til at strejke
Henriette Frandsen-Melau understreger, at fagforeningerne er i deres gode ret til at varsle strejke.
»Det er jo de spilleregler, der er ved den slags overenskomst-fornyelser. Vi har været her tidligere, uden at konflikten er startet. Som jeg oplever det, arbejder alle stadig for at finde en løsning,« siger hun.
I sidste uge skrev Journalisten, at forhandlingerne især kredser om fire konkrete stridspunkter: Økonomi, fleksibilitet, sabbat og tilstedeværelse.
Fire overskrifter
Henriette Frandsen-Melau bekræfter, at det stadig er de fire overskrifter, der forhandles om.
»Du har allerede de fire pinde, og det er stadig dem, der gælder. Jeg vil ikke bevæge mig nærmere ind i forhandlingerne, for det er det, vi skal mødes ved bordene om,« siger hun.
Tror du på, at I kan nå en aftale inden den 1. juni?
»Ja, det tror jeg helt sikkert på, og det vil jeg lægge alle de kræfter, jeg har, i at lykkes med.«
DR og DJ skal mødes i Forligsinstitutionen onsdag, hvor forhandlingerne vil fortsætte herfra.
Hvis det ender med en konflikt i DR, betyder det for DJ's medlemmer, at de ikke længere får løn. I stedet får de dækket 90 procent af lønnen minus pensionsbidrag af DJ's strejkekasse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.