Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
11:28 25.05.2022 Anna Sol Jørgensen

DR-chef: Rettelse af Lynetteholm-historie kunne være kommet hurtigere

Der skulle gå næsten en måned fra udgivelse, før DR i mandags rettede og beklagede i en historie om Lynetteholm-projektet og miljøkonsekvenserne ved at dumpe slam i Køge Bugt.

”Den erkendelse kunne være kommet hurtigere,” oplyser DR’s nyhedschef, Thomas Falbe, i et skriftligt svar til Journalisten.

Historien blev bragt på alle DR’s nyhedsplatforme, hvor vinklen var den samme: At vurderingen af de langsigtede konsekvenser byggede på et 40 år gammelt amerikansk studie, og at forfatteren til det ikke mente, at det kunne bruges i den sammenhæng. Det fremgik ikke af historierne, at der også var andre data bag rapporten, som Rambøll har udarbejdet for det offentligt ejede selskab By og Havn.

DR havde heller ikke hørt netop Rambøll, der for et par uger siden udsendte en pressemeddelelse med flere detaljer om miljøkonsekvensrapporten. By og Havn havde ellers flere gange forsøgt at få DR til at lave et interview med Rambøll, som ville kunne forklare de nærmere detaljer i rapporten.

Mandag beklagede DR så både, at Rambøll ikke var blevet hørt, og at der blev foretaget rettelser i artiklen på dr.dk, så det nu fremgår, at miljøkonsekvensrapporten blandt andet bygger på det 40 år gamle studie. Beklagelsen blev også læst op på DR’s øvrige platforme.

”Det har taget lidt tid at komme til bunds i en teknisk vanskelig sag, men det handlede for mig om at være så præcis og dækkende som muligt ift. at rette op på den fejl, vi har begået, og sikre, at vi også beklagede på alle de platforme og formater, hvor historien udkom,” lyder det fra Thomas Falbe.

 

 

 

SENESTE NYT

Flere nyheder