
DR-korrespondent Ole Ryborg. Foto: DR/ Bjarne Bergius Hermansen
DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg har begået en ”klar fejl”.
Sådan siger DR Nyheders chefredaktør, Thomas Falbe, til Berlingske og B.T.
Udtalelsen kommer, efter at de to medier har afdækket, at DR-journalist Ole Ryborg har delt sin journalistiske research om Morten Messerschmidt med den europæiske antisvindelenhed OLAF.
”Vores journalist er gået for vidt i forhold til at dele research, inklusive kilder. Det giver sig selv: Det er en klar fejl,” siger Thomas Falbe til Berlingske og B.T.
Den nuværende Dansk Folkeparti-formand, Morten Messerschmidt, har været anklaget for dokumentfalsk og svindel med EU-midler til en EU-konference i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.
Sagen er gået under navnet Meld- og Feld-sagen. Morten Messerschmidt endte med at blive frifundet i december 2022.
DR-journalisten Ole Ryborg har dækket sagen for DR.
B.T. og Berlingske skriver torsdag aften, at de to medier er kommet i besiddelse af afhøringsrapporten fra OLAF i forbindelse med sagen.
Berlingske skriver, at avisen har fået rapporten udleveret af Dansk Folkeparti, som fik den, da sagen blev afsluttet.
OLAF har tidligere afvist anklagen
Sagen har tidligere været omtalt, da B.T. i 2021 bragte en historie om rapporten uden dog at være i besiddelse af den.
Dengang afviste OLAF over for Journalisten, at Ole Ryborg på eget initiativ henvendte sig til EU’s anti-svindelenhed ”med de sprængfarlige oplysninger, der fik efterforskningen af Dansk Folkeparti til at udvikle sig”, som der stod i B.T.’s artikel.
”Hr. Ryborg kontaktede OLAF’s pressekontor i oktober 2016 for at få bekræftet, om OLAF havde åbnet en efterforskning af MELD/FELD,” skrev OLAF.
OLAF udtalte dengang til Journalisten, at Ole Ryborg ikke kom med oplysninger, som indgik i efterforskningen af Morten Messerschmidt. OLAF har ikke ønsket at kommentere sagen over for Berlingske og B.T. i denne omgang.
Alligevel er der grund til kritik, mener blandt andre Roger Buch, der er forskningslektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og centerleder ved Center for undersøgende journalistik, som kritiserer Ole Ryborgs fremgangsmåde.
Ifølge Roger Buch tegner rapporten et billede af, at Ole Ryborg ikke ”bare påvirker sagen, men selv skaber den virkelighed, som efterfølgende dækkes journalistisk”.
Berlingske har spurgt Thomas Falbe, om Ole Ryborg fortsat kan dække EU-stof, som vedrører Dansk Folkeparti.
Det ser DR-chefen ikke noget problem i. Han påpeger, at Ole Ryborgs ”faglighed er ubestridt”.
OLAF har ingen kommentarer til sagen, fordi den er blevet indbragt for EU’s ombudsmand.
(6/6 2023: opdateret med, at OLAF ikke har nogen kommentarer)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.