Nye tider giver svære arbejdsbetingelser for den kritiske journalistik. Det skriver DR-redaktør Olav Skaaning Andersen i en kronik i JP i dag. Han giver blandt andet Twitter skylden.
Cykelrytteren Lance Armstrong har aldrig brudt sig særligt meget om pressen, og særligt de franske og engelske dagblade har givet den texanske syvdobbelte Tour-vinder en hård medfart. I årets udgave af det franske cykelløb slap Armstrong dog for kritiske spørgsmål fra journalister. Han brugte i stedet hjemmesiden Twitter til at kommunikere med sine fans.
Historien er blot et eksempel på en ny kommunikationsform, som chefen for Deadline, P1 Orientering og DR2 Udland, Olav Skaaning Andersen langer ud efter i en kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten. Han kalder det "en tendens i tiden", der rækker langt ud over cykelsportens verden. Og Olav Skaaning Andersen mener, at også de danske politikere slipper for nemt uden om kritiske interviews ved selv at styre kommunikationen.
"Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen eller socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt ønskede at stille op til interviews og tale om 'vanskelige' sager i juli," skriver DR-chefen i sin kronik.
Samtidig nævner han eksempler på ukritiske artikler, som de nævnte partiledere godt kunne finde tid til at stille op til, mens de altså begge afviste at medvirke i kritiske historier. Dét ser Olav Skaaning Andersen som et demokratisk problem.
"Lykkes det at begrænse interview-adgangen, så politikerne kun vil svare på udvalgte spørgsmål, er vi tilbage ved partipresse og regulært mikrofonholderi […] Folk må svare hvad de vil eller 'ingen kommentarer', men muligheden for at stille spørgsmål skal forsvares. "
8 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Undskyld, men handler det ikke snarere om at nogle få er ved at miste monopolet på kritisk journalistik til fordel for mange - og iøvrigt ikke forstår at bruge de nye medier til f.eks. at udvikle genren? Jeg har set masser af eksempler på kritisk journalistik der bruger netværkene. Det er bare ikke i Danmark, med undtagelse af frie fugle som Dorte Toft der bruger Twitter og deltagesesmedier intelligent.
Armstrong blev træt af at sige det samme til 500+ journalister der skulle have samme lydbid til "provokerende" spørgsmål. Det er da forståeligt nok. Jeg syntes det var fedt at læse hans tweets direkte, uden mellemmand.
Men at Twitter - og nettet generelt - skulle ødelægge kritisk journalistik - det er ligesom de dommedagsscenarier, modstandere af radioen og fjernsynet fremelskede. Det er trivielt og i bedste fald morsomt.
Først når DR mfl får midler (eller måske snarere råderum) til at satse på kvalitet fremfor kvantitet, på at fremelske originale historier og bruge tid på håndværket, på det alle andre ikke kan lave - vil man kunne konkurrere effektivt med de mere flygtige netmedier, og idéelt set nyde godt af hinanden. Så kan vi også begynde at tale om public service igen..
Til Angela Brinks indlæg skal jeg gerne tilføje, at mine vilkår er meget ændrede i de seneste år, hvor det tidligere hed sig, at man skulle gå efter historien til nu, at man skal lytte til det kilderne siger i respekt for at de også er samarbejdspartnere.
I øvrigt vil jeg henvise til denne tråd på kommunikationsforum http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/kommunernes-kommunikationsudfordring
Det er sør'me ellers glædeligt at se en journalist-chef gå ud i en bredere offentlighed og dybest set give udtryk for omsorg for den klassiske journalistik - og dermed for demokratiet, som er tæt forbundet dermed.
Og det er da uden tvivl et demokratisk problem, hvis kilderne barrikaderer sig, så journalisterne ikke kan få dem i tale. Især er det smagløst, når demokratiets struktur forhindrer eller besværliggør, der kommer svar på for en politiker ubehagelige spørgsmål.
Kan det imidlertid tænkes, at arbejdet ikke kun er blevet sværere at udføre, fordi kilderne har oprustet. Men fordi der fra journalistisk ledelsesside tilføres forholdsmæssigt færre ressourcer (mandskab, materiel, tid) til at løfte opgaven?
F.eks. DR tilbyder ofte tidsbegrænsede ansættelser til lavest mulig løn. Op mod det kan man så veje de løn- og arbejdsforhold, som private virksomheder, politiske partier, fagforeninger, o.a. tilbyder - ofte ansættelse på ubestemt tid til god løn (inkl. faste møde- og gå-hjem-tidspunkter).
Læg hertil hele spørgsmålet om historik: En kerne af medarbejdere, der har været med gennem længere tid, kan med en ledelse, der ikke er bange for at blive omstyrtet af andres erfaringer, være med til at vurdere, hvor en historie egentlig ligger set i et bredere tidsmæssigt perspektiv. Forhåbentlig tager jeg fejl, men er det ikke som om der bliver færre og færre af den slags medarbejdere disse år? Er de alle sammen rejst til Dødsstjernen (læs: blevet spindoktorer) eller hvor bliver de af?
Hele det her med, at journalistik er et kald, køber jeg fuldt ud. Men journalister kan jo have forpligtelser udenfor faget. Som det ser ud adskillige steder i branchen i dag, kan man næppe (hvilket Olav Skaaning bestemt heller ikke gør) fortænke folk med børn, partnere og hobbies ude i virkeligheden i at indgå kontrakt med "fjenden": For det er vel et ledelsesmæssigt valg at få tilført de ressourcer, der skal til for at løse opgaven - eller skabe de betingelser, som skal til for at de ressourcer, der er til rådighed, rækker?
@Michael
1) Ja, Twitter, facebook, etc er kommet for at blive. Det er et helt igennem fremragende stykke demokratisk værksted. Det er den følgevirkning, som jeg ser tendender til, der kan blive et problem. Hvilket jeg skriver i kronikken:
Fordelene ved net-tv, Twitter og Facebook er åbenbare. Det har begivenheder i Moldova, Iran og andre steder i den store verden demonstreret og danske politikeres direkte kontakt til vælgerne via sociale medier er en glimrende ekstra demokratisk dimension i spillet mellem borger, politiker og stat. Men hvis det samtidig betyder, at magthaverne - politikere, regering, virksomheder, interesseorganisationer, etc. - ikke stiller op til kritiske spørgsmål, og at spindoktorer og kommunikationschefer i langt højere grad agerer dørmænd overfor medierne, er tendensen et demokratisk problem
2) Nu er det ikke specielt DR jeg snakker om i denne sammenhæng. Det er en udvikling, der rammer alle kritiske medier. Og ja, selvfølgelig skal vi ind i kampen, det er vi hver dag året rundt, sommer og vinter. Men vi skal givetvis være langt bedre til at udstille præmisserne for et et indslag eller et interview. Lægge frem for seere, lyttere og læsere at X-politiker ikke ønskede at deltage i aften, fordi han ikke ville svare på det og det spørgsmål. Jeg tror det er nødvendigt med en modoffensiv overfor det stadig stadigt stigende fedtlag af spindoktorer, kommunikationsafdelinger og andre dørmænd og -kvinder.
Læs iøvrigt de to kronikker i henholdvis Berlingske og JP i sin helhed, hvor jeg har skrevet om tendensen
Kampen skal frem i lyset
http://jp.dk/opinion/kronik/article1772791.ece
Journalistikkens store udfordring
http://www.berlingske.dk/article/20090422/kronikker/704220080/&template=print
Jeg mener også, at kritikken er lige smal nok, men derimod er der noget med de mange nye muligheder der er kommet til. Websites, twitter, facebook, osv er alle kanaler, der livligt benyttes. Så politikere og embedsværket kan med rette sige, at alt er forklaret og informeret, så man ønsker ikke bruge tid på en journalist.
Det er en gammel sandhed, at politikere og embedsmænd har nogle helt andre syn på virkeligheden og hvad der er vigtigt at fortælle end journalistens virkelighedsopfattelse og det job der skal udføres.
Og her kan politikerne og embedsværket virkeliggøre deres virkeligheder og undertrykke deres fordommemod anderledes-tænkende - og ja: det er altså et problem!
I min dagligdag får jeg meget ofte at vide, at jeg ikke har forstået mål og de mange midler der er iværksat, alt i mens jeg står med meldinger om at skidtet ikke fungerer.
Politiske ønsketænkninger og embedsmændenes diskurs-opdragelse er ganske enkelt i konflikt med journalistikken, så meget, at der er - og i stigende grad er - et problem.
Jeg forudsiger journalistik, der er funderet i skarpere historier, med meget svag og uengageret deltagelse af politikere og embedsværk.
Man kan beklage en sådan udvikling, men jeg tror, at udviklingen er uundgåelig.
Flere