Hospital bad DR om at droppe en historie af frygt for, at Danmark ville miste organdonorer. Dokumentaren skulle have været sendt i slutningen af maj, men blev trukket få dage før. Planen er nu at sende den i en ny redigeret version i løbet af september.
Lægerne troede ikke, at 19-årige Carina ville overleve den tragiske trafikulykke. Det sagde de til hendes forældre og bad dem tage stilling til organdonation, hvilket forældrene gik med til. Heldigvis for Carina og hendes familie overlevede hun og fik det bedre.
Hele processen blev fulgt med et kamera fra DR Dokumentar, som var i gang med en dokumentar om organdonation og hjernedød. Og hvis historien om Carinas uventede overlevelse bliver brugt i en sådan dokumentar, så frygter Aarhus Universitetshospital, at det vil have konsekvenser for antallet af folk, der siger ja til organdonation.
»Fjernsyn taler til maven og følelserne, ligesom organdonation og hjernedød er noget, vi forstår med følelser. For at få flere organdonorer har vi i rigtig mange år arbejdet med at skabe tillid til hjernedød-diagnosen. Det arbejde kunne smuldre, hvis man viste en historie, der fejlagtigt gav indtrykket, at man kunne vågne op fra hjernedød,« siger Lars Elgård, der er pressechef på Aarhus Universitetshospital og har været i dialog med DR om programmet.
Lars Elgård forklarer, at Carina ikke var hjernedød, og at man aldrig ville foretage organtransplantation uden at teste for det først. Der var ifølge Lars Elgård tale om indledende vurderinger i den konkrete sag.
Programsat i maj
Carinas historie skulle være sendt over to dage i slutningen af maj, og efter den sidste udsendelse var der programsat en debat om "Det svære valg". DR havde sendt foromtale af de to udsendelser ud, ligesom de fremgik af det tv-program, der blev sendt til Ritzau mindre end en uge før første udsendelse.
Men da det blev tirsdag d. 29. maj klokken 20, var der "Bonderøven" på DR 1 i stedet for "Patienten, der skulle dø".
Forarbejdet til programmerne startede i foråret 2011, hvor Aarhus Universitetshospital laver en aftale med DR, om at neurokirurgisk afdeling vil forhøre sig hos eventuelle familiemedlemmer om, om DR må filme i situationer, der kan føre til organdonation.
Efter et halvt års tid opstår muligheden med Carinas forældre. Men da Carina kommer i bedring, forsøger Lars Elgård og Aarhus Universitetshospital at overtale DR til helt at droppe Carina som case.
»Vi synes, det var mere rigtigt at finde et andet forløb med en anden historie, når målet var at oplyse om generelle forhold ved hjernedød og organtransplantation. Vi foreslog dem at hjælpe med finde et andet forløb, der rent faktisk fører til hjernedød. Men de ville beholde Carina-sagen som case,« siger Lars Elgård.
DR klipper derpå Carina-materialet til et par udsendelser, som skulle have været sendt sidst i maj. Men Lars Elgård forklarer, at han og Aarhus Universitetshospital får overtalt DR til at lave dem om:
»Vi ser dem igennem og kommer med nogle faglige og etiske indvendinger om, at det blandt andet er vigtigt, at det fremgår meget tydeligt, at patienten ikke var hjernedød. De beslutter så at tage udsendelserne af, redigere dem lidt om og lave nogle supplerende interviews,« siger Lars Elgård.
Dette program skal ifølge DR sendes i september, men tidspunktet er ikke fastlagt.
Ros til DR
Lars Elgård roser DR for deres lydhørhed i sagen:
»Vi har haft en rigtig fin dialog, hvor de har lyttet til os, samtidig med at de selvfølgelig har forfægtet det journalistiske udgangspunkt,« siger Lars Elgård.
Han fortæller, at der var en kontrakt imellem DR og Aarhus Universitetshospital, der blandt andet sikrede, at hospitalet fik lov til at se programmerne igennem,inden de blev offentliggjort, men at DR ikke har afgivet redigeringsret.
Der stod i kontrakten, at programmet skulle omhandle generelle forhold vedrørende hjernedød, organdonation og -transplantation. Lars Elgård afviser, at det overhovedet har været overvejet, om man kunne bruge kontrakten til at føre en sag, hvis DR på trods af hospitalets indvendinger havde vist programmerne.
Direktør i DR Inger Bach siger, at programmerne ikke blev sendt, fordi DR »ikke blev færdige med at redigere dem«. Derudover ønsker hun ikke at kommentere sagen.
»Vi er midt i et forløb af en produktion, som jeg ikke ønsker at gå nærmere ind i, før den er færdig,« siger Inger Bach.
Omkring indvendingerne fra Aarhus Universitetshospital fortæller hun, at man har haft en dialog om programmet, ligesom man har det med alle medvirkende i sådanne programmer. Deriblandt har man også haft en faglig dialog med lægerne.
»Det sker jævnligt, at vi må lave planlægningen af programmer om, fordi vi ikke kan nå at blive færdige med redigeringen,« fortæller Inger Bach, der direkte forespurgt dog ikke ønsker at komme med andre eksempler på dokumentarprogrammer, der er blevet udskudt så tæt på sendedagen, efter man har reklameret for dem.
Som i 2008
Inger Bach sidder som formand for DR's program-etiske udvalg, hvor sagen ikke har været på dagsordenen. Posten overtog hun fra daværende programproduktionsdirektør Mette Bock, der under stor opmærksomhed trak sig fra posten, efter at DR havde vist dokumentaren Suicide Tourism om aktiv dødshjælp i 2008. Her viste DR billederne af den uhelbredeligt syge Craig Ewert, der i Zürich fik hjælp til at begå selvmord ved at drikke en dødelig mikstur.
Hovedkritikken dengang var, at tv-billeder af et selvmord kunne få den konsekvens, at flere begik selvmord, når vinklingen ikke også problematiserede emnet. Hvis man trækker de store linjer op, kan Mette Bock, der i dag er folketingsmedlem for Liberal Alliance, godt se ligheder med sagen om organdonation:
»Det handler om, at man som journalist skal være opmærksom på, at ens historie kan få nogle indirekte konsekvenser, som man bliver nødt til at være opmærksom på, for man har et medansvar. Selv om der ikke er noget i vejen med ens historier rent journalistisk, og det måske oven i købet er et rigtigt scoop, så kan der være nogle stærkere hensyn, og det ved dygtige journalister og redaktører godt,« siger Mette Bock, der forelagt sagen af Journalisten ikke ønsker at tage stilling til DR's ageren i den konkrete sag.
Hvorfor skal journalister tage valget på seernes vegne? Er journalisters funktion netop ikke at formidle virkeligheden bedst muligt og så overlade det til publikum at tage beslutninger på den baggrund?
»Jo. Men man vil som journalist altid vinkle, og det er i vinklingen, at problemet kan ligge. Det var det også i filmen med det assisterede selvmord. Det er en vigtig public service-opgave at stille skarpt på store etiske problemstillinger som aktiv dødshjælp og organdonation. Men i tilfældet med selvmordet i Schweiz blev det fremlagt, som om det var a piece of cake. Det reagerede jeg stærkt på, fordi jeg har været direktør i en handicaporganisation. Mange alvorligt syge kan føle, at de er en stor belastning for deres familier, og når et selvmord bliver fremstillet som uproblematisk, kan det virke som den oplagte løsning, selv om man egentlig gerne vil leve længere. Det gode dokumentarprogram, der behandler væsentlige etiske problemstillinger, skal komme hele vejen rundt,« siger Mette Bock.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er stadig noget, der lugter i denne sag....
Cui bono? som de gamle romere sagde (Hvem gavner dette?)
Århus Univ.hospital må være glad for deres dygtige spindoktor - undskyld, pressechef.
Hvorfor må offfentligheden ikke delagtiggøres i denne dokumentarfilm?
Inger Bachs forklaring om, at man ikke er færdig med redigeringen, lyder søgt.
Vi lever i demokrati med utringsfrihed, og ærlighed må gå hånd i hånd.
man kan ikke stoppe ett program om det ikke passer donatoreorganisationerne!!
O er der ingen sikre metoder må de ændre metoder og sikkerstille en død!!
Derimod kan man hjælpe til at de får en retferdig behandling.
men en dokumentær er en dokumentær
Piece of cake ... ikke peace of cake!
Jeg har op til flere uddannelser i Peace Studies fra et britisk universitet, og det her minder mig om ekspedienten i den forretning, hvor jeg lejede en computer. Hun fortrak ikke en mine, da jeg fortalte, at jeg studerede på Department of Peace Studies. Peas? sagde hun. Nå, ja. Det kunne man vel godt studere. Hun kendte en, der havde studeret kartofler.