Da DR i 2002 lavede radiodokumentaren "Jihad.dk" om Hizb-ut-Tahrir, bøjede DR sig for organisationens krav om, at alene muslimer måtte medvirke, skriver Kristeligt Dagblad.
Det klare ultimatum blev stillet af Hizb-ut-Tahrir i forbindelse med produktionen af "Dokumentartimen" på P1, hvor der blev sat fokus på organistionen og dens virke.
Ifølge Kristeligt Dagblad accepterede DR kravet på forhånd, men gør dog i udsendelsen opmærksom på, at der kun medvirker muslimer, og det sker efter accept fra DR.
Udsendelsen er netop blevet genudsendt på DR, hvilket får forfatter og medlem af DRs bestyrelse Ole Hyltoft til at reagere. Til Kristeligt Dagblad siger han blandt andet følgende:
»Der kan være sager, som man journalistisk er nødt til at vurdere. Men min generelle holdning er, at man skal sige nej til sådanne forhåndsbetingelser. Det er en begrænsning af ytringsfriheden og her også den dokumentaristiske sandhed, når kun organisationens medlemmer eller andre muslimer må medvirke.«
Redaktør på "Dokumentartimen" Thomas Ravn-Pedersen forsvarer genudsendelsen af dokumentarprogrammet med blandt andet følgende forklaring:
»Selv om det er et kuriøst krav, så ødelægger det ikke præmissen, at vi går kritisk til emnet.«
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Gad vide, om Danmraks Radio også ville acceptere at lave et program om Tidehverv på den betingelse, at kun medlemmer af Tidehverv måtte medvirke i udsendelsen? Og ville Journalistforbundet også bifalde denne krævede selvcensur?
TIl yderligere perspektivering kan nævnes, at Hizb-ut-tahrir selv har kritiseret programmet voldsomt - "løgn, fordrejning og had" - og blandt andet fremhævet, at det ikke er korrekt, at organisationen har modsat sig at andre kilder end muslimer deltog.
Se mere: http://www.hizb-ut-tahrir.dk/show.php?table=diverse&fileid=9
MVH Øjvind Hesselager
Min kollega i forbundet, Anne Louise Schelin kommer i Kristeligt Dagblad med en rigtig god begrundelse for at DRs valg slet ikke er så tosset. Jo, DR accepterede det snævre kildevalg, men gjorde alt for at være kritisk. Læs her (idet jeg håber til tilgivelse for gengivelse af citat):
"Selvom fremgangsmåden er betænkelig, så er den dog hverken et presseetisk problem eller ulovlig, for DR har i dette tilfælde klargjort for lytterne, hvilke præmisser udsendelsen er lavet under, forklarer chefjurist i Dansk Journalistforbund, Anne Louise Schelin.
– Ud fra en generel betragtning vil det bestemt være betænkeligt at gå ind på sådanne krav, som er stillet af kilderne, og det skal man være overordentlig varsom med. Men indimellem kan det have så stor betydning for nyhedsværdien, at det kan være rigtigt at tage en sådan beslutning. DR gør her lytterne opmærksomme på kravene, så man som lytter ved, hvor man står. Også en public service-station kan være nødsaget til at bøje sig for sine kilder. I dette tilfælde kan jeg ikke pege på, at DR's beslutning er ulovlig eller etisk forkert, siger Anne Louise Schelin, der selv hørte udsendelsen og betegner den som "meget kritisk over for organisationen".