Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
DR beklager manglende forelæggelse for tidligere vært Mads Aagaard i forbindelse med radioprogrammet ’Ugens Gæst’, som blev sendt på P1 den 3. december 2021.
Det skriver DR.
Programmet handler om krænkelser i mediebranchen, hvor TV 2-vært Janni Pedersen er gæst i studiet. I løbet af programmet siger vært Gitte Hansen:
”En af mine nærmeste kolleger, en medvært, Mads Aagaard, viste sig at være en grov krænker igennem flere år.”
Men den udtalelse, der blandt andet kommer på baggrund af en historie i Berlingske i 2020, skulle forinden have været forelagt for Mads Aagaard, konstaterer DR.
”Det er den ikke blevet, og det beklager DR,” lyder det.
Efterfølgende har DR forelagt udsagnet for Mads Aagaard, men han har ikke ønsket at kommentere det direkte. DR konstaterer, at han ”er uenig i programmets fremstilling af ham”.