Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
08:00 22.06.2021 Anna Sol Jørgensen

DR-ansatte fik besked på at droppe musik fra pigekoret efter krænkelsessag

Værter og andre ansatte på DR’s klassiske radiokanal P2 fik fredag en mail med ordre om ikke at spille musik med DR Pigekoret fra den periode, hvor koret var ledet af chefdirigent Tage Mortensen og Michael Bojesen.

Begge ledende skikkelser er under anklage for at have stået bag en seksualiseret kultur i pigekoret.

DR oplyser til Ritzau, at redaktionsledelsen på kanalen skrev og sendte mailen med ordren til de ansatte. Men det var en forkert beslutning fra ledelsens side, siger koncerthuschef i DR Kim Bohr i en skriftlig kommentar til Ritzau.

”Jeg er i dag (mandag, red.) blevet opmærksom på, at der den 18. juni er sendt en mail ud, der bad redaktionen på P2 om ikke at spille musik af Tage Mortensen og Michael Bojesen.”

”Denne beslutning var åbenlyst forkert,” skriver Kim Bohr til Ritzau.

Tage Mortensen ledte koret fra 1966 til 2000. Han blev afløst af Michael Bojesen, som var chefdirigent for pigekoret fra 2001 til 2010. Flere kvinder er den seneste tid stået frem i flere medier, hvor de har fortalt om en seksualiseret kultur i koret under begges ledelse.

DR har iværksat en advokatundersøgelse for at undersøge, om der er sket krænkelser under deres ledelse. Først når den er afsluttet, vil DR tage stilling til, om musik optaget i perioden fra 1966 til 2000 skal fjernes fra P2’s sendeflade.

SENESTE NYT

Flere nyheder