DR-ansatte får kniven

DR's bestyrelse holder netop nu møde om en omfattende spareplan, der vil betyde et stort antal fyringer, skriver tvnyt.com.

DR's bestyrelse holder netop nu møde om en omfattende spareplan, der vil betyde et stort antal fyringer, skriver tvnyt.com.

DR's generaldirektør Kenneth Plummer forklarede fredag morgen til den interne net-avis, DR Inline, at det er de overordnede rammer i spareplanen, der nu skal lægges fast.

"Vores fokus er på, at spareplanen skal berøre vores programvirksomhed så lidt som overhovedet muligt, og så har vi også den indfaldsvinkel, at der skal ske så få stillingsnedlæggelser som muligt," forklarer Kenneth Plummer på DR's interne net-avis.

Først i september måned vil sløret blive løftet for detaljerne i planen, herunder hvilke afdelinger og hvilke medarbejdere, der bliver berørt, noterer tvnyt.com.

Kenneth Plummer har tidligere nævnt, at der bliver brug for at spare godt 120 mio. kroner over de næste fire år som følge af medieforliget.

DR's bestyrelse, direktion og flere direktører gennemfører mødet i Aabenraa og har i morges signaleret, at man vil være færdig med de overordnede rammer til spareplanen omkring klokken 16.