DR-ansatte efterlyser bedre pli

 

 

Det var ikke kun DJs ledelse, der blev udsat for kritik fra tillidsrepræsentanter fra DR, da sidste sommers konflikt blev evalueret på delegeretmødet. Også fagbladet JOURNALISTEN fik nogle hug for sin dækning af konflikten.

"JOURNALISTEN bragte på et helt forkert tidspunkt artikler, der kritiserede vi DR-medarbejderes og DJs indsats under konflikten. Heldigvis udkom bladet først den morgen, hvor forhandlingerne var afsluttet. Ellers kunne artiklerne have været en foræring til modparten, som så kunne spekulere i intern splid. Og få dem til at tænke, at vi godt kunne presses lidt mere," lagde Jørgen Laurvig fra TV-avisen for.

Han understregede, at han anerkender JOURNALISTENs placering med en redaktion uafhængig af forbundets ledelse.

"Men fra vores eget fagblad kunne vi godt forvente lidt mere pli i en situation med konflikt," sagde Jørgen Laurvig.

Hans kollega Niels Bjørn Hansen var ikke mildere stemt, og han fandt det sigende, at JOURNALISTENs mest debatterede artikler om DR-konflikten udkom på den verdenskendte dato 11. september.

Han mente, at dækningen af konflikten nærmede sig forbundsskadelig virksomhed og i hvert fald var udtryk for en alvorlig bommert.

"At tale om en kniv i ryggen bliver måske for skarpt. JOURNALISTEN skal kunne kritisere og evaluere, hvad der sker i forbundet. Men her kunne jeg godt have tænkt mig, at redaktionen havde valgt at vente, til efter konflikten var slut. Og så i stedet havde valgt at støtte op om os, der svedte og var i kamp, så længe det stod på," sagde Niels Bjørn Hansen.

Han efterlyste videre, at JOURNALISTEN havde skrevet noget om den store aktivitet blandt de strejkende medlemmer, som blandt andet uddelte 150.000 løbesedler. Eller om de 51 støtteerklæringer, der kom fra kolleger i DJ og fra en række andre fagforeninger.

 

Læs også: Styrket formand fik smæk, Delegeretmødet vildledt, Journalistforbundets hovedbestyrelse, Arbejdsløshed på læberne, Valgt fra, Sløvt fremmøde, Brugsanvisning til bijobregel, Demokratiet nedlagde demokratiet, Delegeretmøde hvert år, Den store kontingentkomedie, 20 kr. mere i kontingent, DJ accepterer virkeligheden, Overfladisk og spændende, Når magten selv tager magten, 421.000 til Safety Fonden og Kampstjernen Mette

 

 

0 Kommentarer