DR-journalisternes formand spekulerer ikke så meget over public service-diskussionen, men lægger vægt på, at den nye struktur kan skabe større lighed mellem afdelingerne.
Fællestillidsmand og journalistformand Steen Larsen beskriver reaktionen ved mandagens stormøde, hvor generaldirektøren fremlagde strukturændringerne, som »stoisk ro«.
For godt nok er der en vis tendens til at rulle med øjnene over endnu en omstrukturering, men på den anden side kommer hverdagen umiddelbart ikke til at forandre sig for de menige journalister i DR.
Personligt ser Steen Larsen imidlertid flere positive ting i de ændringer, DR-ledelsen har meldt ud. Først og fremmest i forhold til den interne magtbalance.
»Jeg håber, det kan gøre, at man lykkes med at skabe ligeværdighed mellem DR Medier og de indholdsproducerende afdelinger. Den lighed har manglet, fordi DR Medier har siddet med pengekassen og bestilt programmerne, men de har også blandet sig i det egentlige indhold i programmerne, og det har været en stor frustration. DR Medier skal nu have mere fokus på det strategiske, frem for at sidde med i klipperummene,« siger Steen Larsen.
I forbindelse med Mikael Kambers afgang har der allerede nu været skrevet en del om skismaet mellem Kambers brede opfattelse af public service i modsætning til Maria Rørbye Rønns snævre opfattelse af samme.
Ifølge Steen Larsen er spørgsmålet om public service-opfattelsen imidlertid ikke det store tema på medarbejdersiden.
»Jeg tror ikke, man skal overfortolke generaldirektørens snæverhed. Lars Grarup var med til at brede public service-begrebet ud og skabe forståelse for, at DR ikke kan leve af en nicheproduktion. Men det er egentlig også den nye generaldirektørs udmelding: Vi skal stadig lave ting, der samler danskerne. Men så skal vi måske bare have en større fokusering på vores spidskompetencer,« siger han.
En af de berørte afdelinger i DR er Orientering-redaktionen, der har ligget under det nu opløste DR Oplysning, men fremover skal ligge i DR Nyheder. I sin tid var det faktisk et udtalt ønske hos medarbejderne, at man ikke skulle ligge i Nyheder, hvor man frygtede at blive mast i 'nyhedskværnen'.
»Når musikken spiller i en nyhedsafdeling, så handler det om nyheder, og sådan skal det jo være. Spørgsmålet er bare, om vi kan stå imod det, så vi ikke ender på de store dage med at lave ren nyhedsjournalistik. Det er ikke det, vi er sat i verden til,« siger Orienterings tillidsrepræsentant, Tage Baumann.
Han bider dog mærke i, at generaldirektøren på stormødet slog fast, at programkoncepterne ikke kommer til at ændre sig, så indtil videre er man ikke så bekymret omkring ændringen.
»Vi er ikke en ængstelig redaktion,« siger han.
Orientering har i nogen tid haft deres egne fireårige budgetter og har derfor ikke været afhængige af at skulle "sælge" programmet til DR Medier.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.