Agnete Schlichtkrull
DR relancerer nu TV Avisen som TVA Live.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse, hvor man også lægger vægt på, at den nye TV Avis på mange måder kommer til at minde mere om TV 2 News’ løbende dækning:
”Med et løfte til brugerne om, at TV Avisen fremover altid opdaterer dem på det vigtigste lige nu, sender vi et klart signal om, at TV Avisen ikke længere er noget, man skal sidde og vente på, men er en nyhedsservice, der altid er vågen og opdateret, og som kan tilgås, lige når det passer den enkelte,” lyder det fra Sandy French, der er nyhedsdirektør i DR.
Ifølge pressemeddelelsen vil TVA Live hele tiden køre på alle DR’s digitale platforme, i toppen af DRTV, på dr.dk og i DR’s nyhedsapp, ligesom den også vil køre på DR’s to største flowkanaler, DR1 og DR2.
Derudover vil der stadig være faste nyhedsudsendelser klokken 18.30 og 21.