DR ændrer nyhedsdækningen

Nyhedsdækningen på DR 1 står over for en større omrokering. TV Avisen rykkes en halv time til 21.30, der kommer flere nyhedsoverblik og "flere ressourcer" til "grundigere og bedre journalistik".

Nyhedsdækningen på DR 1 står over for en større omrokering. TV Avisen rykkes en halv time til 21.30, der kommer flere nyhedsoverblik og "flere ressourcer" til "grundigere og bedre journalistik".

DR 1 står over for et større ansigtsløft, og det betyder flere ændringer i nyhedsdækningen på kanalen, skriver DR i en pressemeddelelse.

"Danskerne får skarpere nyhedsudsendelser, der bliver rygraden på DR 1. De får to nye nyhedsoverblik og en helt ny vejrudsendelse. Samtidig betyder de flere ressourcer, at vi kan lave grundigere og bedre journalistik, som understøttes af levende grafik og dygtige tilrettelæggere," siger nyhedsdirektør Ulrik Haagerup i pressemeddelelsen.

Her fremgår det også, at man i efteråret kan se frem til "bedre udlandsdækning med større tilstedeværelse i verden, grundigere journalistisk dækning af samfundsøkonomi, privatforbrug og sundhed og større fokus på det moderne liv i vores nyhedsudsendelser," ifølge Ulrik Haagerup.

Ændringerne er en del af en større strategi, der skal stoppe tabet af seere på DR 1.

"Vi skal sikre DR 1's gennemslagskraft, stoppe sivningen af seere og sørge for, at danskerne opfatter nyhedsudsendelserne på DR 1 som de bedste. Vi har gennem årene forsøgt med mindre justeringer, men vores læring er, at der skal mere til. Derfor revitaliserer vi nu DR 1 og styrker nyhederne på samme kanal," lyder det fra Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR, i pressemeddelelsen.

Ændringerne træder i kraft efter sommeren, og Maria Rørbye Rønn varsler også ,at DR senere på året vil fremlægge nye planer vedrørende breaking news og live-dækningen.

3 Kommentarer

Per Meinertsen
17. SEPTEMBER 2013
Det er ikke kun imellem
Det er ikke kun imellem indslagene der er musik – i afsnit med såkaldt korte nyheder tikker de kække rytmer frejdigt under alle indslag, uanset hvad der berettes om.
Jeg tror kun det er Ulrik Haagerup og nogle få andre TV mennesker omkring ham som er begejstrede. Men fordi de betragter sig selv og deres præstation som vældig moderne preller al kritik af, og det på trods af at kritikken er vedvarende og forholdsvis massiv.
Michael Petersen
17. SEPTEMBER 2013
Jeg er 100% ening med
Jeg er 100% ening med Winnie Nielsen , jeg får også spat af at se denne roterende globus og høre den underlægnings musik , som tordner frem mellem hvert indslag .Jeg fatter ikke hvad det skal gøre godt for . På mig virker det også plat og poppet , og så slukker jeg som regel.

Gid en eller anden kunne forklare hvad meningen er med denne presentation .


Venlig hilsen Michael Petersen årgang 1958
Winnie Nielsen
19. MARTS 2012
Re: DR ændrer nyhedsdækningen

Jeg har, siden mine forældre fik deres første tv i 1956, fulgt med i nyhederne på dr.

Men da I begyndte med den roterende globus og musikken mellem indslagene stod jeg af. Det er ikke til at holde ud at se og høre på. Der er sikkert nogen der syntes det er smart, men jeg har spurgt mange i min alder, årgang 1947, og jeg har ikke hørt om nogen der syntes om det. De er, som jeg, gået over til kun at se nyheder på tv 2 og tv 2 news.

Måske det er noget af grunden til at DR hyheder har mistet seere!!!  Går I væk fra den poppede fremstilling, er jeg sikker på at vi er mange seere der vender tilbage.

Venlig hilsen

Winnie Nielsen