DR Nyheder kommer ikke længere til kun at have base i Danmark, men også i Australien.
Det er medarbejderne i DR netop blevet meddelt på et stormøde, fortæller flere kilder til Journalisten.
Ambitionen er at styrke nyhedsovervågning, reaktionstid og beredskab på alle platforme, at give en bedre dækning på dr.dk og i Radioavisen i nattetimerne og om morgenen og at udvide DR Nyheders breaking-beredskab til at være døgnbemandet.
Det betyder, at der oprettes fem stillinger i Australien, og at nattevagter i DR Byen bliver nedlagt.
Redaktionen forventes at være i drift i løbet af sommeren eller efteråret 2023.
Tidsforskellen mellem Australien og Danmark gør, at medarbejdere kan være på arbejde i australske dagtimer, mens det er nat i Danmark. Det er en løsning, som Ritzau i forvejen benytter sig af.