Der går alt for lang tid, inden DR får rettet sine fejl, siger seerredaktør Jacob Mollerup. Han kritiserer også, at fejl sjældent rettes i de programmer, hvor de optræder.
For lidt, for sent og for utydeligt. Sådan opsummerer Jakob Mollerup sin kritik af DR's praksis omkring rettelser af fejl i programmerne.
Godt nok har man fået lavet en særlig 'Fejl og fakta'-side på DR Nyheders hjemmeside, men iveren efter at komme til tasterne og rette sine fejl er mildest talt til at overse. I hele 2009 blev der bragt 24 rettelser, og det tal lyder meget lavt, mener Mollerup.
"Flere morgenaviser bringer flere rettelser dagligt end DR gør på en måned. DR behøver ikke nå morgenaviserne niveau – men der er oplagt brug for, at DR flerdobler antallet af rettelser," skriver han.
Et andet problem er, at rettelserne ofte kommer sent. Ni af de 24 rettelser kom således over tre uger efter, fejlene var lavet. I værste tilfælde gik der 13 uger. I de fleste tilfælde er det ikke DR-medarbejderne selv, der tager initiativ til at rette fejlene. Det sker som regel efter flere rykkere fra klagerne og Mollerup selv.
Men selvom DR Nyheder bruger deres 'Fejl og fakta'-side, er problemet ikke løst med det. Det er nemlig ikke altid nok, mener Mollerup, der henviser til reglerne for god presseskik. Her hedder det at seerne skal have en "klar mulighed" for at blive opmærksom på berigtigelsen. Og det er ikke altid gjort med at rettelse på hjemmesiden.
"I nogle tilfælde kan en rettelse på dr.dk være tilstrækkeligt. Men er sagen væsentlig, vil en rettelse på dr.dk ofte ikke være en "klar mulighed" Ud af de 24 rettelser har kun en mindre del været bragt i de respektive tv-aviser eller radioaviser. Dermed er DR i flere tilfælde på kant med reglerne
for god presseskik," skriver han.
Kritikken indgår i Jacob Mollerups beretning for 2. halvår 2009. Her lister han en række kritik- og indsatsområder, herunder også at DR ikke lever op til sin egen svarpolitik og at der bør indføres en mere aktiv selvkontrol med programetikken.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.