IT-kommentator og blogger Dorte Toft er stærkt kritisk over for den ny undersøgelse af den politiske journalistik i DR1 og TV 2, som SDU-professorer præsenterede i denne uge. Flere af Journalisten.dk's øvrige læsere efterlyser kildekritik og angriber selve måden undersøgelsen er lavet på.
"Myten om de røde lejesvende holder ikke".
Sådan lød det tidligere i denne uge, da et forskerteam af professorer fra Center for Journalistik ved Syddansk Universitet udgav deres nye bog om den politiske journalistik i DR1 og TV 2 – »Kunsten at holde balancen: Dækningen af folketingsvalgkampe i TV-nyhederne på DR1 og TV2 1994-2007«.
I fire år har folkene på SDU studeret de to tv-stationers dækning af samtlige folketingsvalg siden 1994. Tillige har de set på journalisternes politiske tilhørsforhold og hvordan journalisterne selv vil placere sig på en venstre-/højreskala.
Men bogens budskab holder ikke.
Det mener i hvert fald flere af Journalisten.dk's læsere.
Blandt andet kritiserer IT-kommentator og blogger, Dorte Toft, den yderst begrænsede måde SDU-professorerne Erik Albæk, David Nicolas Hopmann og Claes Holger de Vreese har gennemført deres undersøgelse på:
»De tager udgangspunkt i de politiske journalister, og det er for magert for mig,« skriver Dorte Toft og fortsætter:
»Det politiske billede tegnes jo ikke mindst af alle dem, der skriver case-stories om ofrene for nedskæringerne af den offentlige sektor, om alle de bekymrede, alle de forargede. Det er ikke alene de politiske journalister, der excellerer i historierne, der altid munder ud i "Send more money" og problemet er løst,« bemærker Dorte Toft i en kommentar, hvor hun også stiller sig tvivlende over for selve måden forfatterne til den ny bog definerer den politiske midte.
»Det er jo interessant at journalister mener at befinde sig på midten, men hvad er midten? I en tidligere dansk journalistundersøgelse hørte jeg, at det var Socialdemokraterne og de Radikale. Deres holdning til den offentlige sektors størrelse ligger vist helt i tråd med SF og Enhedslistens.«
Andre brugere af Journalisten.dk er endnu mere kritiske og angriber selve måden undersøgelsen bag den nye bog er lavet på:
»Jeg forbløffes ærligt talt over den totale mangel på kildekritik i en sag, hvor samtlige landets redaktioner besidder top-ekspertise,« skriver journalist og kommunikationsrådgiver, Michael Kjærgaard, der mener forfatternes aflivning af myten om de røde lejesvende og konklusion baserer sig på et alt for spinkelt grundlag.
Særligt mener han, at det er problematisk, at professorerne fra SDU begrænser sig til samtlige indslag om politik/og eller valgkamp, der er blevet vist i de centrale nyhedsudsendelser i DR1 og TV 2 i forbindelse med folketingsvalgkampene i 1994, 1998, 2001, 2005 og 2007.
»Hallo! Valgkampe varer som bekendt 3 uger. Imellem dem går der op til 200 uger. Hvordan med 'den politiske journalistik' i det tidsrum? Enhver der har været med til at dække valgkampe, véd, at der i de 3 uger er meget bevidst fokus på at dele sol og vind lige. Samme fokus er der ikke (nødvendigvis) til hverdag, og derfor er det helt hen i vejret at konkludere noget som helst om 'den politiske journalistik' på baggrund af en undersøgelse af valgkampdækning,« skriver Michael Kjærgård i sin kommentar.
Endelig undrer Christian Juhl sig over, at undersøgelsen kun bygger på holdningen hos de enkelte journalister:
»Giver heller ikke så meget for at de kun har spurgt journalisterne. Hvad med cheferne der i realiteten er dem der bestemme hvad der skal laves og sendes af udsendelser og oplæg?,« skriver han.
Programmet "Mennesker og Medier" på P1 diskuterer i dag klokken 13:03 den ny bog om politisk journalistik i Danmark med Mogens Lykketoft fra Socialdemokraterne og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Netop journalisterne på Christiansborg er gode til at holde balancen, derfor giver det ikke mening kun at tage udgangspunkt i dem. Og slet ikke under valgdækningen, hvor bevidstheden om sol og vind er meget stor. Man skulle tro, at medieeksperter var bekendt med dette, som er såre logisk for de fleste med bare nogenlunde erfaring og indblik i mediebranchen.
Som der skrives i andre indlæg, er det mere interessant at se på prioriteringerne imellem valgkampene. Forstår ganske enkelt ikke, hvordan en professor kan drage nærværende konklusion ud fra et så snævert grundlag, som en kvantitativ optælling igennem et meget afgrænset tidsrum er. Forskerne havde måske fået mere ud af at kigge ud af vinduet i fire år end sidde begravet i flere tusind indslag, idet metoden på forhånd må siges at være utilstrækkelig. Men fred være med optællingen, det er konklusionen, der er utroværdig.
Alene dækningen af nyheden om undersøgelsen, giver anledning til tvivl om objektivitet og fairness. Jeg hørte den første gang på P1, hvor man gengav undersøgelsen ganske ukritisk og derpå gik til det yderste højre for at få en kommentar. Alt imens reporterens kække diktion i indslaget mere end indikerede, at den pågældende jo næsten måtte have jord i hovedet, når han nu tillod sig at fornægte fakta. Reporteren kunne have fundet mange andre kritikere af undersøgelsen ved en smule research og det er altså muligt at læse et manuskript op ganske neutralt.
Spørgsmålet er om, man er bevidst om disse små virkemidler og gør den slags med vilje, eller om man simpelthen ikke kan se ud over egen opfattelse, overbevisning, dogmer og politiske opdragelse. Jeg er bange for, at det sidste er tilfældet.
Ingen journalister bryder sig om at blive beskyldt for at favorisere nogle frem for andre, men som jeg har skrevet tidligere (og fået svære hug for af mine tidligere kolleger på TVA), så er man nødt til at tage de traditionelle venstrefløjsdogmer op til debat en gang i mellem. Dorte Toft nævner "send flere penge"-konklusionen. Der er mange lignende dogmer, som kan være svære at få øje på, fordi man vitterligt tror på, at de repræsenterer en endegyldig sandhed.
Jeg tror ikke, der ligger uvilje og ondskab bag - dog en vis portion uvidenhed blandet med et naturligt engagement for den lille mand i samfundet. Hvilket så ind i mellem kan føre til uhensigtsmæssig, ensidig vinkling og oppustning af historier.