Dorte Krogsgaard har arbejdet på ’P1 Morgen’, P3, DR 2’s ’Deadline’, ’Sommergæsten på P1’ og senest P4. Men efter 30 år med public service har Dorte Krogsgaard sagt jobbet op i DR, og 28. august sender hun morgenradio for sidste gang, fordi hun trænger til at skifte spor og bruge sin tid på noget andet.

”Jeg er blevet træt, jeg trænger til at slå håret ud og lave noget andet. Se mine venner og gå mere i biografen. Jeg har en kronisk sygdom, som har fået mig til at prioritere skarpere. Der må nye, unge, friske kræfter til,” siger Dorte Krogsgaard.

Alene på ’P1 Morgen’ nåede hun i løbet af 12 år at lave 16-17.000 interviews, og hun har dermed dyb indsigt i, hvornår et interview fungerer bedst, og hvilke fælder man skal undgå.

Dorte Krogsgaard finder det for eksempel sværere at interviewe kilder, hun er enig med, fordi det for alvor tester hendes evne til at stille kritiske spørgsmål.

”Hvordan skal man så efterprøve det? Det bliver lidt tandløst, hvis man ikke har fantasi til at finde ud af, hvad dem, der var uenige, ville have spurgt om. Og der er ikke noget værre end at lave noget, der er tandløst. Det er jo helt overflødigt.”

De kritiske spørgsmål kan man godt stille på en venlig måde, mener hun. Det interessante er nemlig at få kilderne til at folde ud, hvorfor de mener, som de gør:

”Hvis man virkelig er inde i stoffet, så kan man godt stikke fingeren ind der, hvor gæsten har noget på spil, hvor der måske ikke er helt rent, og det kan man sagtens gøre med den venligste stemme i verden,” siger hun.

Ifølge hende støjer det derimod unødvendigt, hvis journalisten bliver oprevet.

”En ophidset eller aggressiv interviewer bliver tit lidt uinteressant. Eller lidt selvretfærdig på stoffets vegne, og det synes jeg støjer.”

Evnen til at lytte

Dorte Krogsgaard synes, det sværeste har været at interviewe kilder om noget sørgeligt, fordi hun var bange for selv at blive bevæget. At hendes stemme skulle krakelere i mikrofonen. Men på den anden side, siger hun, har der alligevel ikke været så mange af den slags sørgelige situationer.

Og så mener hun, at det fineste, man kan gøre som interviewer, er at lytte.

”Det lyder banalt, når man siger det. Men det er faktisk ikke så nemt,” siger Dorte Krogsgaard.

Nogle gange skal kildens svar bare uddybes, siger hun. Deres argumenter skal prøves af. Hvor langt vil de gå med deres holdning? Og hvis man som interviewer er for fokuseret på sit næste spørgsmål, risikerer man at gå glip af meget:

”Ret tit får man en foræring. De svarer noget uventet – en godbid, som i virkeligheden er voldsomt mere interessant end det næste spørgsmål, man har stående på papiret.”

Evnen til at lytte får man ifølge Dorte Krogsgaard kun ved at fortsætte:

”Man laver rigtig mange interviews. Jo mere rutine, jo mere overblik, jo mere ro. Mangel på ro ødelægger ens evne til at lytte.”

Venter på indåndingen

Men selv om man skal kunne lytte, bliver man nogle gange også nødt til at afbryde kilden i dens talestrøm. Noget, de fleste, der har lavet et interview, nok kender til.

”Hvis man står over for en gæst, som begynder at gå i tomgang, men alligevel bliver ved med at tale med et eller andet automat-indlært politisk program, som vi egentlig ikke rigtig gider at høre om – og jeg ved, at der er gået fire minutter, og jeg har et virkelig genialt spørgsmål, jeg hellere vil stille. Det er virkelig svært.”

Og hvordan gør man så? Hvordan afbryder man uden at virke uhøflig?

”Jamen, man lader faktisk være. Det er voldsomt irriterende, men så står man i stedet og lytter, for de skal jo trække vejret en gang imellem. Og så kan man godt lige, når de trækker vejret ind, sige: Men et eller andet.”

For hvis man snakker i munden på kilden, får lytterne bare sympati for personen, mener hun:

”Og der er ikke noget i vejen med sympati. Men det skal helst ikke være en sympati, fordi jeg afbryder. Det skal hellere være på grund af det, han eller hun står og siger.”

Interviews nok til ni liv

Dorte Krogsgaard har lavet radio siden 1980’erne. Hun startede i Sokkelund Radio, en af de mange græsrodskanaler, der åbnede i begyndelsen af firserne.

”Vi havde to-tre timer til rådighed hver mandag aften og kunne fylde dem med hvad som helst.”

Dorte Krogsgaard forelskede sig i at lave radio, fordi det åbnede verden op:

”Der gik man bare ud helt selv med en mikrofon i lommen og en lille båndoptager på ryggen. Oplevelsen af, at hvis jeg bare havde en mikrofon foran mig, så kunne jeg gå ind alle steder og spørge om alt muligt. Det var virkelig stort for mig dengang.”

Dorte Krogsgaard har lavet mange interviews. Hun siger selv, at hun har lavet interviews nok til ni liv, men selv for hende kan det glippe. Man får ikke lyttet, teknikken driller eller noget tredje. Man kan ikke altid styre det, når det er liveradio.

”Det kan for eksempel være, at jeg siger: ’Godmorgen til Hans Jespersen, chef for dit og dat’, og så starter han med at sige, ’Jeg hedder ikke Hans Jespersen’. Det er bare sådan en virkelig træls ting, der sker, fordi man har fået det forkerte papir i hånden, da man gik i studiet.”

”Men i virkeligheden er det jo hamrende god radio, for når noget går galt, så spidser alle ører og tænker: Hvad sker der nu. Det er aldrig hensigten, men man behøver heller ikke at undervurdere den effekt. Det kan man trøste sig med.”