search

DONG og danskheden

Sagen om Dong har bragt gode og relevante kritiske historier frem. Desværre er der også en række eksempler på, at populisme iført et dannebrogsflag har fået fri taletid

Danskerne er massivt imod et salg af Dong. Det har flere meningsmålinger (senest her) de seneste dage slået fast.

Spørgsmålet er, om danskerne overhovedet ved, hvad de er imod. Altså sådan ned i de detaljer, som de bliver spurgt om, herunder om staten i stedet skal sælge til danske pensionskasser.

Ved de adspurgte for eksempel, at der slet ikke ligger et købstilbud fra de danske pensionskasser, men – foreløbig – kun nogle hensigtserklæringer fra fagbevægelsens topfolk i bestyrelserne?

I skrivende stund har over 184.000 danskere skrevet under på, at de siger ”nej tak til statens salg af DONG til Goldman Sachs”.

Men ved den danske befolkning, at Dong sådan set slet ikke er til salg? Staten sælger en aktiepost på under en femtedel til Goldman Sachs. I forvejen ejer staten ikke hele Dong – der er en mosaik af mindretalsejere, først og fremmest en række forsyningsselskaber. Staten har stadig efter salget et flertal af aktierne og altså den bestemmende ejerandel.

At dømme efter en stor del af mediedækningen er staten i færd med at sælge ud af selve arvesølvet og overdrage Danmarks energi- og klimapolitik og forsyningssikkerhed til en amerikansk finansgrib. Det lyder mere end uheldsvarslende, og så er det jo til at forstå, at så mange herhjemme er imod. Også selv om Goldman Sachs i dag i stigende grad investerer i netop grøn energi – og har råd til det.

Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke kan gennemskue de finere detaljer i den transaktion, der vil bringe Goldman Sachs ind i Dong med en betydelig sjat penge og endnu større indflydelse på den daglige drift.
Jeg ser eksperter udtale sig både for og imod, og jeg ser vægtige argumenter på begge sider. Jeg ser også politiske argumenter. Enhedslisten (og store dele af SF og formentlig S) ser gerne staten som ejer, sådan som det er klassisk venstrefløjspolitik, mens det er lige så klassisk liberal politik at besynge privatiseringens velsignelser. Begge parter har pointer, begge parter kan diske op med skræmmeeksempler på modstanderens præferencer.

Det er fint, den slags bliver jeg klogere af. Men jeg bliver ikke klogere af den mærkelige strøm af historier, der nu nærmest gør bevarelsen af Dong på danske hænder til et folkekrav. Det er populisme iført et dannebrogsflag snarere end journalistik.

Først og fremmest undrer det mig, at kritikerne ikke oftere bliver mødt af modspørgsmål.

For eksempel tidligere statsminister Poul Nyrup. Som i Politiken forleden fik lov at sige, at salget nærmest gør fysisk ondt i én lang enetale, kun afbrudt af et par betragtninger om, at malerierne på hans væg er lavet af elever fra Kofoeds Skole. Ikke et øje er tørt.

Hvor er de kritiske spørgsmål om, hvor han har sine tal fra? Eller om hans egen fortid, hvor han og partifælle Mogens Lykketoft rask væk privatiserede det daværende Tele Danmark. Ikke til danske pensionskasser eller folkeaktier, men til … amerikanere. Faktisk privatiserede Nyrup-regeringen for omkring 37 milliarder kroner, og en del af de tidligere statslige virksomheder blev overdraget til udenlandske opkøbere. Et andet eksempel er Datacentralen, der blandt andet stod for CPR-registrene og andre følsomme personoplysninger. Det røg til amerikanske CSC.

Det gode modspørgsmål til Nyrup havde været, hvorfor det var ok at sælge et statsligt telefonselskab og nogle af de mest følsomme danske registre til amerikanerne dengang, men ikke en mindre del af Dong til en amerikansk kapitalfond nu. Det kan sagtens være, at Nyrups svar havde været både klogt og velovervejet. Min pointe er bare, at journalistikken om Dong sjældent har udfordret kritikerne.

Heller ikke Dennis Kristensen, Anders Bondo, Bente Sorgenfrey og andre af de politiske fagforeningsfolk i pensionskassernes bestyrelser blev mødt af mange modspørgsmål, da de i forskellige medier erklærede sig parate til at kaste de ’nødvendige milliarder’ i Dong. Det kunne ellers have været interessant at høre, om de overhovedet havde dækning for den blankocheck, de var i gang med at udstede. Det viste sig senere, at det havde de ikke – pensionskassernes professionelle ledelser var bestemt ikke taget i ed.

Det kunne også have været interessant at høre et svar på, om Bondo & Co. finder det rimeligt at sætte alderdomsopsparingen fra hundredtusindvis af danske lønmodtagere – lærere, sosu-assistenter, pædagoger osv. – så massivt ind i en virksomhed, som ifølge flere eksperter stadig giver risiko for store tab.

Og hvis det er attraktivt og nødvendigt for den politiske del af pensionskassernes bestyrelser at sætte sig på nogle ejerandele i Dong, hvorfor gik den så ikke aktivt ind i det arbejde for et år siden, da et bredt flertal i Folketinget vedtog at skaffe nogle friske milliarder? Har bestyrelsesmedlemmerne sovet i timen?

Igen, der er muligvis et vældig godt svar. Vi har bare i stor stil som journalister glemt at stille spørgsmålene. Det er let at banke folkestemninger op. Det er sværere at udfordre dem. Men det er altså journalisters opgave at få oplysninger frem og stille de nødvendige spørgsmål, ikke kun dem der bekræfter vores vinkel – eller folkestemningen. 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen