search

Don Ø som sportsminister

Timingen var egentlig ganske perfekt.

Timingen var egentlig ganske perfekt. Og når man erindrer, at statsminister Lars Løkke Rasmussen for et par år siden angiveligt erhvervede sig et nybygget sommerhus på en mark i Billund med 75.000 kroners vennerabat fra Lalandia-bygherre Don Ø, kunne man da fristes til at tro, at det var pay back-time. Men 75.000 kroner rækker nok alligevel ikke til en ministerpost, og da også yderst tvivlsomt, om Flemming Østergaard har haft den stillingsbeskrivelse liggende foran sig, da han et halvt døgn forud for en ministerrokade annoncerede sin lettere krumbøjede exit fra Parken.

Men han kan jo nå det endnu, for med Per Stig Møllers indtog i kulturministeriet, tager pibeføringen nok en anden retning end elitesportens og breddeidrættens. Og måske på høje tid med et sportsministerium. Den mediesikre og belæste forhenværende udenrigsminister er givetvis mere til en rask intellektuel passiar end fadøl og dunk i ryggen på Team Danmark-formand og Venstre-strateg Carl Holst på alverdens udebaner, når der kaldes til finaler med dansk islæt.

Med betimelig spin i støbeskeen skal den konservative landsfaderfigur nu nok få lettet fløjlsbukserøveren fra læsehjørnet og forføje sig til en enkelt sportsbegivenhed eller to. Måske allerede en tur til VM i fodbold til sommer i Sydafrika og en enkelt jagtpause mellem to danske gruppekampe. Vinter-OL i Vancouver er for Per Stigs vedkommende kørt. For hans forgænger Carina Christensen har den canadiske skueplads for billig PR også vist sig på nogenlunde linje med de danske atleters ringe gennemslagskraft på samme breddegrader.

Tidligere kulturminister Brian Mikkelsen forstod at udnytte sportens platform for politiske point med en veldefineret medieprofil og 100 meter-løb mod DR-sportsværter under et OL. Ligeledes med vis indsigt i og udtrykt passion for sport. I modsætning til hans politiske modsætning Jytte Hilden, der fra samme kulturtaburet lagde ud med offentligt at konkludere, at hun havde det med sport som porno: At det var sjovt at være med til men kedeligt at glo på.

Måske Lars Løkke alligevel har forregnet sig på holdkortet, for i timerne op til nyheden om den tilstundende ministerrokade, rykkede partifælden Søren Pind ud i et heltekvad af en blogpost på Berlingske.dk. Søren Pind elsker nemlig at glo på sport. Ikke mindst FC København, og hyldestskriftet i Berlingske var i retorisk forstand en kulturminister in spe værdig. Man kunne såmænd næsten få tanken, men Pind endte som bekendt med titlen som udviklingsminister.

Under overskriften: ”Arrivederci Don Ø – FORZAAAAAA” skrev Søren Pind blandt andet:

”… og det siger jeg, skønt jeg som aktionær i fjor købte for et væsentligt beløb til kurs 1225 (i dag er FCK-aktien nede på 280, red.) Sådan kan det gå. Man må tage det sure med det søde. Du om nogen ved det, den legendariske Bill Shankly engang bemærkede: Nogen siger fodbold er det vigtigste i verden. Det passer ikke. Det er meget vigtigere… Så sandt. Tak for denne gang. And good luck. Af en eller anden årsag tror jeg ikke, vi har hørt det sidste til dig. FORZAAAA FC.”

Men det var altså ikke som kultur- eller sportsminister Don Ø stak piben frem. Mon ikke Pind stikker den lidt ind, og i øvrigt lige læser op på Shanklys nøjagtige citat. Mens Per Stig bapper lidt videre på sin snade og hen ad vejen forsøger sig med et par OL-røgringe…

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen