search

Don Ø boykotter Berlingske Media

Journalister fra Berlingske Media kan spare sig at ringe til Parken Sport & Entertainment. Bestyrelsesformand Flemming Østergaard har lagt dem på is efter en stribe kritiske artikler om Parkens økonomi.

Journalister fra Berlingske Media kan spare sig at ringe til Parken Sport & Entertainment. Bestyrelsesformand Flemming Østergaard har lagt dem på is efter en stribe kritiske artikler om Parkens økonomi.

TAVSHED. Parkens karismatiske bestyrelsesformand, Flemming Østergaard med tilnavnet Don Ø, er vred på Berlingske Business og B.T. Så vred, at han har givet sig selv og resten af nationalstadionets økonomiske ledelse mundkurv på, når en journalist fra Berlingske Media er i røret. Uanset hvilken redaktion de ringer fra. Kun Parkens sportslige ledelse er der hul igennem til.
Ansvarshavende chefredaktør på B.T. Peter Brüchmann ryster på hovedet af Parkens flere måneder lange boykot.
»Jeg har tidligere oplevet, at en organisation i en periode er vred, men aldrig, at det resulterer i boykot. Derfor er det mit indtryk, at sagen nu mest handler om stolthed fra Parkens side,« siger Peter Brüchmann.
Flemming Østergaards harme skyldes en række artikler i Berlingske Business, hvor journalisterne Morten Johnsen og Kasper Kronenberg satte spørgsmålstegn ved, om Parkens økonomi er så sund, som bestyrelsesformanden selv fremlægger den. Det gjorde de ved at få to uafhængige revisorer til at gennemgå selskabets regnskaber.
Revisorundersøgelsen blev ikke godt modtaget i bestyrelsen. Efter flere forsøg på at forklare Parkens eget syn på økonomien, som ifølge Flemming Østergaard blev fuldstændig fordrejet af Berlingske Business, fik Østergaard nok.
»Journalisterne ville ikke høre på os, og som konsekvens af det og deres usaglige og underlødige artikler valgte vi at ignorere deres henvendelser,« siger Flemming Østergaard.
Siden har Parken-ledelsens munde været lukket med syv segl, hver gang en af Berlingske Medias journalister har henvendt sig.
Peter Brüchmann finder det pudsigt, at bestyrelsesformanden retter sin kritik mod Berlingske Business. Han mener, at redaktionen bare har forsøgt at se på, hvordan kollapset på ejendomsmarkedet har berørt Parken: »Han kan så være uenig i den revisionsrapport, Berlingske fik fremstillet.«
Men Flemming Østergaard står fast:
»Vi har ikke nogen grund til at kommunikere med Berlingske Media, og derfor taler ledelsen ikke med deres journalister.«

PETER BRÜCHMANN STOD SELV skoleret på Flemming Østergaards kontor efter en artikel i B.T. i januar med overskriften "FCK på afgrundens rand". Det skarpe ordvalg kunne artiklen dog ikke underbygge, og under mødet, hvor der ifølge Peter Brüchmann blev råbt højt fra Flemming Østergaards side af skrivebordet, måtte chefredaktøren sige pænt undskyld for den opstrammede retorik.
Det vil han ikke for artiklerne fra Berlingske Business, som også blev bragt i B.T.
»Jeg vil meget gerne have Flemming Østergaard i tale, så vi kan lave historier om Parken igen. Men hvis det kræver, at vi skal lægge os ned og sige undskyld, så er det udelukket,« siger Peter Brüchmann.
Dermed ser det ud til, at han kan se frem til tavshed fra Parken meget længe endnu. For Berlingske Media skal bede om forladelse, før der igen kan komme hul igennem for koncernens journalister.
»Jeg synes, at Berlingskes ledelse burde indkalde til et møde og give os en undskyldning,« siger Flemming Østergaard.
Han afviser selv at tage initiativ til et møde. Det bør han måske alligevel overveje, for Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen, siger, at hun kun har hørt om boykotten gennem Journalisten. Og indtil Flemming Østergaard henvender sig med sin kritik, kan hun ikke gøre så meget ved problemet, gør hun klart:
»Hvis vi har givet ham en usober behandling, må han starte med at gøre opmærksom på, hvad han er utilfreds med. Man får ikke rettet noget i indholdet ved at være tavs.« •

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen