At kommentere en mands skaldethed på arbejdspladsen svarer til at kommentere størrelsen af en kvindes bryster.
Den opsigtsvækkende konklusion er en britisk ansættelsesdomstol ifølge The Guardian nået frem til.
Dommerpanelet i sagen, som bestod af tre mænd, der alle selv led af hårtab, afgjorde, at det er seksuel chikane at kalde en mand ’skaldet’.
Afgørelsen blev truffet i en sag, hvor en elektriker fra West Yorkshire havde trukket sin tidligere arbejdsgiver i retten, da han hævdede at være blevet udsat for seksuel chikane efter en hændelse med en overordnet, der havde kaldt ham en ”bald cunt”.
Elektrikeren blev fyret efter 24 års ansættelse og står nu til at få en erstatning.