Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
10:27 19.06.2023 Ritzau

Dommer lukker dørene dobbelt i Lars Findsen-sag

Dommer lukker dørene dobbelt i Lars Findsen-sag

Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Står det til anklagemyndigheden, skal det forløbe i dybeste hemmelighed, når Retten i Lyngby til oktober tager hul på sagen mod Lars Findsen, den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det har dommeren givet anklageren medhold i, hvorfor sagen kommer til at foregå bag dobbeltlukkede døre.

Begæringen om dobbeltlukkede døre kom fra statsadvokat Torben Thygesen mandag i Retten i Lyngby. Anklagemyndighedens konkrete argumentation vil Thygesen dog ikke ud med i et offentligt retsmøde.

”Det i sig selv vil kræve, at der bliver fremlagt højt klassificerede oplysninger,” lød det fra Torben Thygesen ved retsmødets begyndelse.

Både forsvarsadvokat Lars Kjeldsen og de fremmødte repræsentanter fra pressen protesterede mod anklagemyndighedens begæring, men efter at have voteret i få minutter meddelte retsformand Ulrik Finn Jørgensen, at Torben Thygesen får medhold.

Sagen mod Lars Findsen drejer sig om læk af statshemmeligheder. Blandt andet har han ifølge anklagemyndigheden røbet stærkt fortrolige oplysninger over for pressen.

Det nærmere indhold af anklagerne mod Lars Findsen er holdt hemmeligt. Dog ved vi, at lækkene blandt andet skulle være sket i løbet af 2021, efter at Lars Findsen var blevet hjemsendt.

SENESTE NYT

Flere nyheder