Dokumentarens enkle fortælleteknik duer ikke til komplekse erhvervshistorier. Sådan lyder dommen over tv-dokumentaren i en ny rapport, lavet af et kommunikationsfirma.

Kan man med troværdigheden i behold på den ene side analysere dokumentarprogrammer, som går kritisk til store erhvervsvirksomheder, blandt andet Falck – og på den anden side have Falck på sin kundeliste?
Jo, det kan man godt, mener Niels Richard Brinkmann, direktør i Brinkmann Kommunikation A/S. Han er netop ved at lægge sidste hånd på den godt 100 sider store rapport »Sandheden i dok.«, som JOURNALISTEN har læst i uddrag.
En rapport, som analyserer de fire dokumentarudsendelser »Når nøden er størst« (der blandt andet handlede om Falcks indsats ved ulykker, sendt på DR), »Guldtoget« (om selskabstømning, sendt på DR), »Made in Denmark« (om Cheminovas salg af farlige sprøjtemidler til Centralamerika, produceret af TV94, sendt på DR) samt »Nødens Købmænd« (om ‘nødhjælpsindustrien', produceret af Nordisk Film, sendt på TV 2).
En rapport, der ender med at bekræfte sin egen indgangstese om, at der er grund til at tvivle på dokumentargenrens egnethed til at lave saglige og nuancerede udsendelser om komplicerede politiske og erhvervsmæssige forhold, fordi dokumentar-tv spidser historierne i kampen om at få højere seertal.
Niels Brinkmann, der selv oprindelig var journalist og i dag regnes for en af sværvægterne i kommunikations- og pr-branchen, er en af dem, der ofte hidkaldes, når store virksomheder føler sig forulempet af pressen.
»Flere af de erhvervsorganisationer, jeg har haft som kunder, har jeg måttet anbefale ikke at gå til Pressenævnet eller domstolene for at få erstatning for den skade, udsendelserne har forvoldt, simpelthen fordi det skaber flere frustrationer i virksomhederne. Og selvom jeg ikke er sart, så synes jeg også, de er blevet stærkt forulempet – og det må nogen for pokker da tage op,« siger Niels Brinkmann. For ham at se ligger det helt store problem i, at dokumentargenren er ubrugelig.
»Den sort/hvide model med ‘helt', ‘offer' og ‘skurk' kvaser totalt gråtonerne i historierne. Jeg har aldrig mødt‘en skurk' på de virksomheder, jeg har været kaldt ud for at rådgive,« siger Brinkmann.

Falck betalte pænt
For Brinkmann Kommunikation har problemet ligget dem så meget på sinde, at 5-6 personer har arbejdet i et halvt års tid på projektet, der har kostet firmaet omkring 1 mio. kr. Ingen af de udhængte virksomheder har været sponsor på projektet. Dog tilføjer direktøren:
»Men Falck betalte os da pænt i forbindelse med den rådgivning, vi gav dem i forbindelse med udsendelsen ‘Når nøden er størst'.
Synes du ikke, at det svækker jeres rapports troværdighed, at I har et kundeforhold til en af de virksomheder, der kritiseres i en af de analyserede udsendelser?
»Det kan da godt være. Vi har ikke set det som et problem. Rapporten er ikke en objektiv analyse. Vi har klart taget parti for erhvervslivet og lavet et debatoplæg, som vi håber vil danne grundlag for en diskussion mellem medierne og erhvervslivet. Men selvfølgelig er det her også en måde at gøre opmærksom på os selv.«

Selvopfyldende teser
Rapportens konklusioner langer hårdt ud efter journalisterne:

l Journalisterne manipulerer i en række tilfælde bevidst med opbygningen af ukorrekte årsagssammenhænge.
l Journalisten/udsendelsen vælger side fra starten og bruger musik, billeder og lyd til at styre seeren i den ønskede retning. Seeren får ingen ægte chance for at skifte standpunkt i løbet af udsendelsen.
l Udsendelserne rummer udokumenteret kritik.
l Statistisk materiale bruges usagligt og unuanceret i forhold til de problemstillinger, som udsendelserne rejser.

Men netop flere af de ‘synder', rapporten beskylder journalisterne for, begår den selv. Således ophøjes rapportens indledende generelle teser til uomgængelige konklusioner – uden dokumentation for påstandene i form af eksperter, undersøgelser, seertal eller de ansvarlige i DR og TV 2 konfronteres med problemet.
»Vi kunne sagtens have fået eksperter til at bekræfte teserne. Vi har talt med mange, der var enige med os, men det har vi ikke fundet nødvendigt at skrive ind. Det er jo ikke et afsluttet værk, men skal opfattes som et debatoplæg,« forklarer Niels Brinkmann.

Dårlig referatstil
I rapporten interviewes tilrettelæggerne af de fire dokumentarer. Journalist Jakob Gottshau, der stod for udsendelsen »Made in Denmark«, er ikke imponeret af analysen:
»Min første reaktion var, at det var en dårlig referatstil af de påstande, som Cheminova tidligere har fremført – med mange graverende, faktuelle fejl, hvor lande forbyttes flere gange, ligesom de kemiske stoffer også blandes sammen. Irriterende sjusk.«
Sidst i afsnittet om Gottschaus udsendelse samler rapporten op: »Hvis sigtet med udsendelsen var at hjælpe de centralamerikanske landarbejdere i kampen mod dårlige arbejdsforhold, synes udsendelsen ikke at efterlade nogen brugbare strategier. Hvis det blot var hensigten at spænde ben for Cheminova, idet det nu engang er den eneste danske virksomhed, der sælger den slags sprøjtemidler, har udsendelsen sejret.«
»Det er noget pladder,« siger Jakob Gottschau. »Min indgang var, at her har vi en dansk virksomhed, der siger ét og gør noget andet. Cheminova foregiver at være ansvarlige for, hvordan deres produkter bliver brugt, men de lever ikke op til deres egne målsætninger.«
Journalist Jacob Fenger, tilrettelægger af »Når nøden er størst«, synes det er interessant, at rapporten strammer konklusionerne så meget, når det ellers er det, de kritiserer journalisterne for:
»De strammer min præmis lige præcis så meget, at den står og falder med nogle tal. Og der var fejl i tallene, som blev rettet inden genudsendelsen. Men selv med de nye tal kunne man ikke sige, at præmisen for udsendelsen ikke holdt. Det jeg ville med min udsendelse var at bore i, at vi tror, at vi har verdens bedste ambulancesystem, men er det nu også rigtigt?«
»Desuden studser jeg over, at de så ensidigt fokuserer på, hvordan udsendelsen behandler Falck. Vi var ellers lige så kritiske over for politiet og Amtsrådet, men de er vel uinteressante som potentielle kunder for Brinkmann.«