Dorte Høeg Brask bliver ny filmkonsulent hos Filmværkstedet, skriver Filmværkstedet på sin hjemmeside.
Den nye filmkonsulent har en lang række ansættelser i den danske dokumentar- og tv-branche på sit cv. Dorte Høeg Brask er i øjeblikket producent hos selskabet Reef med ansvar for udvikling og ledelse af dokumentar- og tv-serier til DR, TV 2, Viaplay og Det Danske Filminstitut. Hun har tidligere været redaktør for TV 2 Play, redaktør for DR Medier Børn, filmkonsulent ved filminstituttet og har i en årrække været producer ved forskellige selskaber.
”Med disse solide erfaringer er Dorte Høeg Brask en stor kapacitet, som vi glæder os til at byde velkommen, og vi ser frem til hendes bidrag i det vigtige arbejde med talentudvikling,” skriver Filmværkstedet.
Filmværkstedet fungerer som en slags indgangsportal til den danske filmbranche og har som opgave at rekruttere nye talenter, give erfaring inden for faget og at introducere filmhold til det professionelle marked. Filmværkstedet støtter årligt i omegnen af 45 produktioner, som dækker dokumentar, fiktion, novelle og i enkelte tilfælde også spillefilm.