Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
10:07 17.07.2021 Christian Lindhardt

Dokumentar genskaber afdød koks stemme med kunstig intelligens

En ny dokumentarfilm om den kendte, afdøde tv-kok Anthony Bourdain skaber kontroverser. Det skriver Ritzau.

I en lille del af filmen er Bourdains stemme blevet genskabt med kunstig intelligens, og det har ifølge mediet ABC ført til kritik fra flere film- og branchefolk, der anser grebet for at være uetisk.

Amerikanske Bourdain, der døde i 2018, rejste som kok og forfatter verden rundt og lavede flere populære rejseprogrammer.

I filmen “Roadrunner: A Film About Anthony Bourdain” forsøger instruktør Morgan Neville at tegne et portræt af den populære skikkelse.

Her har filmskaberen valgt at få tre citater til at lyde som om, at de er læst op af Anthony Bourdain, selv om Bourdain aldrig selv har udtalt dem.

Det lykkedes ved at få et program til at analysere ti timers optagelser af Bourdains stemme og dermed genskabe den.

I et svar på kritikken til underholdningsmediet Variety skriver Neville:

”Der var et par sætninger, som Tony (Bourdain, red.) skrev, men aldrig selv sagde højt. Med godkendelse fra boet efter ham og hans agent brugte vi kunstig intelligens.”

SENESTE NYT

Flere nyheder