Helle Faber arbejder sig længere og længere væk fra det, hun lærte på Journalisthøjskolen. Hun er ligeglad med, om historien mangler en vinkel, hun laver journalistik om følelser, og hun beskytter sine kilder. "Jeg er hoppet af den journalistiske ged, og det har været fedt," siger dokumentaristen fra DR.

Helle Faber sidder med blikket stift rettet mod en tv-skærm. Hun trækker vejret hurtigt, mens hun kører en kuglepen nervøst rundt om hagespidsen.
Et års arbejde skal stå sin prøve.

"NEEEJ," hulker en ni-årig pige på skærmen. Billedet af den grædende pige bliver ved. Hun vil ikke slippe sin mor. Men det bliver hun nødt til, for hun skal holde jul hos sin far. Lidt efter er det morens tur til at græde, da hun kører væk i bilen. Moren forklarer, at hun prøver at gøre det bedste for sine børn. Men det er svært, når hun ikke kan udstå synet af børnenes far og må tale med ham igennem en sort bog.

Dokumentaren hedder "Det bedste for børnene" og handler om en familie, hvor moren og faren er blevet skilt. Den handler ikke om fædre, der bliver snydt i skilsmissesager, om børn, der ifølge undersøgelser bliver ofre for skilsmisser, om urimelig lovgivning, om kommuner, der svigter. Den handler om en mor og en far, der er skilt, og alligevel prøver at gøre det bedste for børnene. I to dele a 48 minutter.

"Vi er alle sammen opdraget til at gøre tingene på den samme journalistiske måde. Dem, der er tættest på Journalisthøjskolen, er også stærkest i troen. Men jeg kan mærke, at jeg har haft et stort behov for at gøre tingene anderledes," siger Helle Faber.

Helle Faber blev uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1991 som 24-årig. Siden har hun været hos Danmarks Radio. Først på ungdomsprogrammet P4 i P1, senere som reporter på TV-Avisen og Søndagsmagasinet og for tre år siden begyndte hun at lave dokumentar-serier. Først "Missionen på Nørrebro" om en lærerindes kamp med en etnisk blandet klasse, derefter "Den nærmeste familie", som viser en tyrkisk familie i Danmark – placeret mellem to kulturer.

I begge serier har opskriften været at følge nogle mennesker over en længere periode.

"Jeg prøver at beskrive processer, folk som er i gang med en udvikling. Jeg går efter at vise en psykologisk udvikling gennem billeder. Det er en lang proces, og det er nok en ret atypisk måde at gøre tingene på. Men det giver en stor intensitet."

"Jeg er hoppet af den journali-stiske ged, og det har været fedt."
Rulleteksterne kører over skærmen. Helle Faber retter sig op, samler skuldrene på ryggen og trækker vejret dybt, som om hun skulle indhente 48 minutters iltmangel.

 

Et tæt forhold
Ideen til "Det bedste for børnene" kom for et år siden.

"Jeg er selv 35 år, og både i min omgangskreds og i mit eget liv begyndte tingene at knage. Jeg ville gerne vide, hvad det er for problemer, man står i, hvis man bliver skilt. Jeg vil gerne lave historier fra sider af livet, der normalt ikke bliver beskrevet. Formidle min egen nysgerrighed."

Helle Faber researchede på nettet og fandt en del mænd, som følte sig snydt. Men der manglede følelser, syntes hun.

"Så fandt jeg Marianne. Jeg kunne høre på hende, at der var en masse ting, hun ikke havde været igennem. Det var en god hovedperson, der var udvikling i hende. Hun kunne opdage noget undervejs. Det er selvfølgelig et sats, for jeg ved ikke, om der sker noget. Jeg har ikke nogen vinkel, jeg ser bare, hvad der sker, og så kan man prøve at skubbe lidt."

Fra jul sidste år og frem til maj i år har Helle Faber fulgt Marianne og hendes to børn og deres far med et lille digitalt videokamera. Til forældremøder, ishockeytræning med sønnen og til fællessamtaler med en psykolog. Enkelte gange har der været fotograf med. Undervejs opstod der et usædvanligt tæt forhold mellem Helle Faber og familien.

"Vi opbyggede en gensidig tillid, som går ud på, at de kan være trygge ved mig. Det er elementært, at de har tillid til mig. De ved, at jeg ikke udstiller dem. At jeg laver et program, hvor de ikke bare er dumme og usympatiske. At jeg passer på dem."

Det traditionelle idealbillede af en objektiv journalist er med andre ord for længst visket ud.

"Jeg er et mangehovedet uhyre – tilrettelægger, fotograf, og ikke mindst samtalepartner."

Helle Faber lægger heller ikke skjul på, at hun er "skidenervøs" for, hvad Marianne og Esben skal sige til udsendelsen. De får den at se, inden den bliver sendt.

"De har ingen redigeringsret, men… jeg vil virkelig gerne have, at de kan lide det. Det er succeskriterium nummer et. Det er derfor, vi viser det for dem, så vi kan tale det hele igennem først."

Hun ved godt, at hun rokker ved et klippefast journalistisk princip om, at man skal holde sig fri af sine kilder.

"Ja, der er sikkert mange, der reagerer på det. Men min opgave er at lave et spændende program, der skaber debat. Marianne ved, at jeg er der for at lave det program. Så linjerne er klare. Men jeg vil da gerne have, at hun også får noget ud af det."

 

Et sats
Helle Faber diskuterer første del af dokumentaren med Svenne (Svend Erik Friis), som har været hendes faste makker, først som kameramand og nu som klipper i hele produktionen. Hun vil flytte en enkelt scene "for at få et bedre flow". Svenne klikker med musen.

De første 48 minutter af dokumentaren er så godt som færdige, og det er tid til frokostpause. Vi går gennem gangene i DR-ung, hvor redigeringsrummet ligger.

"Det er ungdomsfreaksene," siger Helle Faber højt og provokerende, da hun går forbi to fyre med knælange bukser og solbriller.

"Årrhh, hvad skal vi så kalde dig? Gamle dokumentarist?" siger den ene fyr.

Helle Faber smiler. Hun kender de fleste efter ti år i Danmarks Radio. Men hun er ikke den samme, som da hun startede herude. Hun har ændret syn på at lave journalistik og det at være journalist.

"Hele min tankegang er ændret. Når man som journalist går ud og laver en historie, så har man jo besluttet på forhånd, hvad man vil have med hjem. Det gør jo, at man i virkeligheden ikke er særlig åben. Især ikke når man laver nyheder. Så ved man lige præcis, hvilken historie man skal have. Man er ligeglad med, at der står to eller tre andre og siger: Nej, det går også i en anden retning. Det har været et stort opgør for mig at finde ud af, at man får så meget, hvis man tillader sig at være åben."

"Når jeg går ind i sådan en proces med Esben og Marianne, så har jeg ingen sikkerhed for, hvordan det vil udvikle sig. Jeg kender ikke de mennesker. Jeg har selvfølgelig en ide om, at det her skal udvikle sig positivt, det er også derfor, de siger ja til at være med. Men hvordan de så skal komme den vej, det ved jeg ikke noget om, inden jeg begynder at filme."

"Man skal gøre op med noget DJH-agtigt. Det er en hel tankegang, der skal ændres, og det er svært."

 

Fokus i maven
Vi har sat os i skyggen af et træ i "Æblehaven", DRs udendørs kantine, med hver vores bakke mad. Helle Faber spiser en rejemad, drikker kildevand, taler og tænker højt.

"Jeg har altid haft det vildt elendigt med at smaske noget op i hovedet på nogen. Det er meget det, der er målet med journalistik. At afsløre et eller andet. Det har jeg kæmpet med."

Alligevel startede opgøret med "DJH-Helle" først, da hun arbejdede på TV-Avisen og Søndagsmagasinet for to-tre år siden.

"Når du har lavet indslag på 1.30 ti gange, så er det ligesom skåret over samme læst hver gang. Her er problemet, her er ham, der siger det ene, her er ham, der siger det andet, og så måske lidt sjove billeder ind imellem. Så er den ged barberet."

"Det bliver man meget træt af."

Helle Faber holder en pause. Trækker vejret tungt, mens hun tygger langsommere på sin rejemad.

Et syv dages kursus på Filmskolen blev vendepunktet.

"Det hed filmisk lyd og fortælleform, og der var masser af journalister på det hold. Vi tænkte alle sammen meget journalistisk til at starte med, men i slutningen af ugen havde folk filmet deres tapeter og gulvtæpper og bare ledt efter mønstre. Det handlede om at flytte fokus fra hjernen og ned i maven. At du lader dig berøre, mens du filmer. At du giver dig selv lov til at stå med et kamera og filme ro – eller stemning – og det er journalister ikke gode til."

– Har du fokus i maven?

"Ja, det har jeg, og det har jeg fået. Det har egentlig været det væsentligste opgør med den anden tankegang."

Startscenen i dokumentaren "Det bedste for børnene" viser moren og de to børn, der sidder i en sofa. Moren åbner en julekalendergave fra sønnen.

"Det er jo en hverdagsting. Hvad skal man bruge det til, kan man spørge. Det er ikke fordi, det har så meget med handlingen at gøre. Men det er en mor, der er enormt rørt over det, hendes søn har lavet til hende. Hun er så rørt, fordi hun ikke skal være sammen med ham juleaften. Her får man faktisk en situation, hvor man også kan se, hvordan hun har det, uden at man behøver at interviewe hende. Jeg kunne have lavet en pakkescene og så ladet hende fortælle, at hun har det enormt dårligt med, at hun ikke skal være sammen med sine børn juleaften."

"Hvis du tillader dig selv at føle, får du flere stemninger."

– Men risikerer du ikke at miste fokus eller vinklen i historien?

"Jeg vil skide på at miste vinklen. Det her er ti gange mere interessant, end når en journalist fortæller én, hvad man skal mene. Men jeg har altså et meget klart fokus. Det går ud på at vise, hvordan det er at være skilt. Jeg prøver at lave et nuanceret billede af tingene. Det er også mere debatskabende."

 

Foghs følelser
Helle Faber tror, at "Det bedste for børnene" var blevet en helt anden dokumentar, hvis hun havde lavet den for nogle år siden.

"Jeg havde tænkt helt anderledes. Jeg ville nok snarere have lavet en historie om, at systemet er uretfærdigt, at det er synd for fædrene."

Hun begynder at sidde uroligt på bænken. "Det bedste for børnene" fylder hele hovedet i øjeblikket, og der er stress på. Men så snart den er færdig, skal Helle Faber lave en dokumentar om EU-topmødet. Spørgsmålet er, hvordan man kan holde sin indre journalist nede i maven, når man skal lave en dokumentar om topmødet?

"Fuldstændig på samme måde som det, jeg laver nu. Det er menneskene, vi interesserer os for. Vi følger en autonom og politiets chef, og så har vi fået Anders Fogh til at medvirke. De tre er vores hovedpersoner. Det er ikke så meget politikken, der er i fokus, men menneskene. Så når Fogh bliver skildret, så er det som menneske. Jeg vil også vædde på, at vi kan lave nogle rørende ting med Anders Fogh, hvis vi får lov."

Hun griner.

"Hvis du kan fange Anders Fogh, som sidder på en bænk med slipseknuden åben og tager sig et hvil og bare kigger ud i luften, så er det ti gange mere information, end hvis han bare siger en masse på autopilot."

Hun taler dedikeret om at være journalist med følelser. Men på spørgsmålet, om hun har fundet sin hylde, siger hun klart NEJ.

"Jeg er totalt meget på vej. Ellers ville jeg kede mig.

Vi rejser os for at gå tilbage til studiet.

-På vej hvorhen?

"Jeg er tiltrukket af fiktion. Det kunne være enormt sjovt," siger hun så.

"Men jeg tror ikke, min fantasi ville slå til. Det, folk siger i virkeligheden, er meget mere fantastisk." l

"Det bedste for børnene" bliver sendt på DR2, få uger efter konflikten er ophørt.

 

HELLE FABER
35 år, er opvokset i Langå.

l Hun blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole som 24-årig i 1991.

l Siden har hun været ansat i DR. Først på radioprogrammet P4 i P1. Derefter har hun været vært på programserien "Englebørn" og har udviklet konceptet til dokumentarserien Homo Sapiens.

l Fra 1998 til 2000 var hun reporter på TV-Avisen og Søndagsmagasinet.

l I 2001 producerede hun dokumentarserierne "Missionen på Nørrebro" og "Den nærmeste familie".

l Ved sidste års tv-festival modtog hun brancheprisen for årets bedste program for "Missionen på Nørrebro".

l Helle Faber bor i Hellerup med sin mand og deres to børn, Malthe på ti og Sofus på otte år.