Tidligere rektor på Journalisthøjskolen Anne-Marie Dohm bliver ny chefredaktør på NORDJYSKE Medier. Mediehuset er måske det mest fremsynede i Danmark og ekstremt vigtig for den demokratiske debat, siger hun til Journalisten.dk
Efter fire år i spidsen for Danmarks største skole for mediefolk skifter Anne-Marie Dohm til NORDJYSKE Medier. Her bliver hun journalistisk chefredaktør og skal også stå for den redaktionelle udvikling.
»NORDJYSKE har for mig altid stået som et af de mest fremsynede mediehuse i Danmark. Selskabet startede tidligt med at tænke i, hvordan man laver journalistik, der er tilpasset forskellige platforme. NORDJYSKE tør stikke hovedet op og blande sig i udviklingen af journalistikken og mediebranchen,« siger Anne-Marie Dohm til Journalisten.dk.
NORDJYSKE var blandt andet et af de første mediehuse i Danmark, der forsøgte sig frem med et iPad-magasin. Som first-mover blev magasinet Inside hurtigt det mest downloadede i Danmark. Magasinet blev lukket i sommers, men hvis det står til Anne-Marie Dohm skal Nordjyllands største medie fortsætte med at eksperimentere.
»Jeg kommer med en sum af erfaringer fra et landsdækkende medie og kommunikationsbranchen. Og jeg kommer også med bagage fra skolen, hvor vi inden for ret strikse økonomiske rammer har skullet eksperimentere, skabe nyt og kigge grundigt i krystalkuglen. NORDJYSKE har selv meldt ud, at udviklingen af journalistikken og platformene skal accelereres. Det er nødvendigt, fordi vi som regionalt medie konkurrerer både på lokalt, regionalt og nationalt niveau.«
Anne-Marie Dohm har tidligere været journalist og reportagechef på Jyllands-Posten, men hun mener at de regionale medier i Danmark er et af de vigtigste tandhjul i den demokratiske maskine.
»Man har set det i udlandet og medieordførerne skal virkelig holde sig det for øje: Hvis først et regionalt område bliver lagt journalistisk øde og udækket, er det nærmest umuligt at løfte det igen. Der er områder i blandt andet USA, der er dækningsmæssigt døde,« siger Anne-Marie Dohm.
»Der er brug for de regionale medier, for den landsdækkende debat holder sig meget i abstrakte emner som finanskrise og værdisnak. På lokalt og regionalt niveau bliver den demokratiske debat ekstremt nærværende. Regionale medier som NORDJYSKE understøtter udviklingen af lokalområderne.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.