Døvefilm: ”Vi ånder på ingen måde lettet op”

Et politisk flertal afviser regeringens forslag om at fjerne Døvefilm fra finansloven. Men det er gratis løfter, mener Døvefilm-chef: "Det afgørende er, om de husker os, når de sidder ved forhandlingsbordet. Det har vi ingen garantier for." Alle medarbejdere er fortsat opsagt
  • Søren Meyer/Døvefilm
11.10.2017 · 11:54

”Det var da dejligt at læse, at nogen vil give os støtte. Men det er ingen sovepude for os.”

Sådan siger Mette Bergqvist, institutionsleder på Døvefilm, efter at et politisk flertal har markeret, at det ikke ønsker at spare på Døvefilm.

Døvefilm har i en årrække fået det meste af sin finansiering i en bevilling på finansloven. I 2017 fik Døvefilm 7,2 mio. kr. Men i regeringens finanslovsforslag for 2018 er Døvefilms støtte fjernet.

Bestyrelsen frygter, at man allerede i januar står med et kæmpe hul i budgettet. Som Journalisten tidligere har beskrevet, betød det, at samtlige 22 medarbejdere blev opsagt i slutningen af september. 16 af de ansatte er DJ-medlemmer.

Et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er dog imod regeringens forslag, har de tre partier oplyst til Journalisten.

"Uforpligtende løfter"

Men Mette Bergqvist fra Døvefilm tør ikke tro for meget på politikerne, siger hun.

”Vi ånder på ingen måde lettet op. Det er jo uforpligtende løfter, de giver. Det afgørende er, om de husker os, når de sidder ved forhandlingsbordet. Det har vi ingen garantier for,” siger Mette Bergqvist.

Hun opsagde selv samtlige medarbejdere, før hun opsagde sig selv. Alle opsigelser er varslet til fratrædelse tidligst 15. december 2017 - med de varsler, som medarbejderne har i funktionærloven. Det fremgår af opsigelserne, at Døvefilm tilbyder at trække dem tilbage, hvis den selvejende institution kommer tilbage på finansloven inden opsigelsesdagen.

Men i mellemtiden har Døvefilm været nødt til at gå frem, som om pengene ikke er der, forklarer Mette Bergqvist. 

”Vi er i gang med at reagere på et worst case-scenario. Vi har inviteret Dansk Journalistforbund til at komme og holde oplæg om, hvad der sker i sådan en proces. Vi undersøger mulighederne for outplacement-vejledning inden for de snævre økonomiske rammer, vi har, så vi kan hjælpe alle godt på vej videre. Vi er i gang med at skaffe nye praktikpladser til de praktikanter, som får afbrudt deres forløb her,” fortæller hun. 

Vi ånder på ingen måde lettet op. Det er jo uforpligtende løfter, de giver.
Mette Bergqvist, institutionsleder, Døvefilm

Det usikre forløb skaber en ubehagelig situation for medarbejderne, har tillidsrepræsentant Jakob Peitersen tidligere forklaret.

”Det er meget frustrerende. Der er stor usikkerhed i huset nu: Hvad sker der med os? Selv hvis vi kommer tilbage på finansloven, vil den næste tids usikkerhed kunne betyde, at nogle søger væk eller bliver syge af det. Det kan også være, vi bliver bedt om at afvikle al vores ferie inden nytår, så meget få skal lave rigtig meget. Det kan blive en stresset periode,” sagde Jakob Peitersen i start oktober.

Minister: Kan lave tv uden statsstøtte

Journalisten har forsøgt at få et interview med social- og børneminister Mai Mercado (K), som har ansvaret for området. I begyndelsen af oktober oplyste ministeriets pressechef, Martin Hein, at ministeren ikke havde mere at tilføje, da sagen nu skal afgøres i finanslovsforhandlingerne.

Martin Hein henviste til en udtalelse, som Mai Mercado tidligere har sendt til Altinget i september.

"For mig er det et kardinalpunkt, at vi konstant overvejer, hvad vi bruger penge på, og om de opgaver kan løftes bedre på anden vis. Da Døvefilm blev sat i verden i 60’erne, kunne man reelt ikke producere tv uden et stort og dyrt produktionsapparat. Sådan er det ikke i dag, hvor man godt kan lave indhold uden statsstøtte. Og så skal man også huske, at DR stadig har service-forpligtelser på dette område, så tegnsprogstolket materiale vil derfor stadig kunne findes på sendefladen," skrev Mai Mercado til Altinget.

Døvefilms budget udgøres ud over de 7,2 mio. kr. fra finansloven af 2,1 mio. kr. fra DR. DR betaler for det ugentlige program 'Tidens Tegn', som sendes på DR2 hver lørdag formiddag. Der er ifølge Danske Døves Landsforbund cirka 4.000 døve i Danmark.

Kommentar

Seneste jobopslag

Dokumentarkompagniet søger fotograf/klipper/visuel producer

dokumentarkompagniet
Ansøgningsfrist: 12.03

Chef for Koncernkommunikation og Presse i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Ansøgningsfrist: 06.03

Chef kommunikationskonsulent

Danske Bank
Ansøgningsfrist: 05.03

Teamleder til Kunder & Kommunikation i Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet, NaturErhvervsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 04.03

Graduate - Video Journalist, Corporate Communication

H. Lundbeck A/S
Ansøgningsfrist: 08.04

Erfaren kommunikationskonsulent til Vallensbæk Kommune

Vallensbæk Kommune
Ansøgningsfrist: 11.03

Ny kommunikationschef til Det Danske Hus I Palæstina

DHIP - The Danish House in Palestine
Ansøgningsfrist: 15.03

Digital redaktør - barselsvikar

Danmarks Nationalbank
Ansøgningsfrist: 28.02

Presseansvarlig søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 28.02

Kommunikationsmedarbejder

Aalborg Stift
Ansøgningsfrist: 05.03

Journalist

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 28.02

Nyhedsjournalist til indlandsredaktion

JydskeVestkysten
Ansøgningsfrist: 01.03

Digital medieredigerende til Fagbladet 3F

3F
Ansøgningsfrist: 12.03

REDAKTIONEL ONLINE MANAGER

NORDJYSKE Medier
Ansøgningsfrist: 25.02

DIGITAL SOUSCHEF TIL REDAKTIONEN

NORDJYSKE Medier
Ansøgningsfrist: 25.02

Sjællandske Medier søger redaktør til Vordingborg

Sjællandske Medier
Ansøgningsfrist: 05.03

Dansk Socialrådgiverforening (DS) søger journalist til nyhedsbrev og fagblad

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 28.02