Under store protester fra pressen er dørene blevet lukket under retsmødet i Retten i Hillerød, hvor den drabstiltalte sognepræst Thomas Gotthard skal forklare sig.
“Vi har en åben retspleje i Danmark. Ingen skal dømmes i hemmelighed,” lød det ifølge dr.dk blandt andet fra TV2-journalist Astrid Søndberg.
Manden er tiltalt for at dræbt sin kone Maria From Jakobsen, der blev meldt savnet sidst i oktober sidste år, mens nogle jordiske rester af hende blev fundet i juni i år.
Thomas Gotthard ventes at tilstå drabet, men ifølge hans advokat Jesper Storm Thygesen vil det ikke være muligt for den tiltalte at afgive sin fulde forklaring med pressen og pårørende til stede i lokalet. Anklager Anne-Mette Seerup begrundende begæringen om lukkede døre med, at den forklaring, der indtil videre er kommet fra Thomas Gotthard, ikke kan danne baggrund for en tilståelsessag.
Dommer Betina Heldmann besluttede at efterkomme begæringen for ikke at hindre sagens oplysning.