search

Dødskysset

At Aktuelt ikke er lukket for længe siden, skyldes en forunderlig stædighed, ukuelighed og optimisme blandt medarbejderne, mener Henrik Jul Hansen. Han var med, da dueresultaterne røg, lambruscoen sprang, og journalisterne blev delt op i et A-hold og et B-hold.

Et sært tilfælde ville, at netop Jørgen Flindt Petersen sad på min terrasse i Rom og spiste frokost netop den dag, hvor det skete.

»Nu lukker de vores gamle avis,« sagde min tidligere chefredaktør.

»Tiden er løbet fra, at de store interesseorganisationer skal eje deres egen avis,« sagde Flindt den eftermiddag på terrassen.

Længere var samtalen ikke der på terrassen. Tilfældet var sært, fordi jeg kun har mødt Flindt to-tre gange siden, han holdt op som chefredaktør på Det Fri Aktuelt, og selv forlod jeg avisen i 1997 for at blive freelancejournalist og korrespondent i Italien for Dagbladet Information.

Hvis han har ret i, at tiden ikke længere er til, at interesseorganisationerne udgiver dagblade, så er det jo ikke noget, der er sket fra i går til i dag. Tiden var vel heller ikke til det, da han og Erik Stephensen i 1987 fik i opdrag at forvandle Aktuelt fra fagbevægelsens og socialdemokratiets talerør til en redaktionelt uafhængig og kritisk avis, der oplagsmæssigt og økonomisk ville kunne overleve den tendens i tiden, der nu har lukket den. De mange penge, som LO dengang bevilgede til overlevelsesforsøget, var samtidig dødskysset.

Den tidligere formand for SiD, Knud Ellegaard, sagde engang til sin søn Lasse, "at den, der betaler musikken, bestemmer også, hvad der skal spilles". Det var filosofien i fagbevægelsens mediepolitik, indtil Flindt og Stephensen fik det såkaldte "frihedsbrev", som selvfølgelig havde den dæmoniske bagside, at hvis bevægelsen ikke havde indflydelse på det, der kom til at stå i avisen, hvad skulle de så med den. Det var den logik, der sejrede, da musikken holdt helt op med at spille.

At det ikke er sket langt tidligere, skyldes ikke LOs langmodighed, men en forunderlig stædighed, ukuelighed og hårdt prøvet optimisme hos de folk, som er blevet tilbage på avisen efter runde på runde af nedskæringer og fyringer. Uden at sætte den kvalitet over styr, som frisættelsen i 1987 medførte. Det var en god og sprællevende avis, der døde i torsdags. På trods af, at avisen har skiftet adresse adskillige gange i de seneste tyve år, og på trods af, at personaleudskiftningen har været stor, så har en særlig ånd overlevet. En stærk fornemmelse af tilhørsforhold, nærmest kærlighed i omgangen med hinanden, uanset alle skænderier og forskelle i holdninger og temperament, og en lethed til hygge, skæg og ballade midt i al modgang. Simpelthen en fremragende arbejdsplads, hvor alt, der ikke kunne lade sig gøre, blev gjort alligevel.

Det var den virksomhedskultur, der sejrede, da tegneren med det undertiden voldsomme temperament engang under en julefrokost kom til at bide øret af erhvervsmedarbejderen under et skænderi. Erhvervsmedarbejderen blev kørt på skadestuen og fik syet den afbidte øreflip på, men sad så dagen efter på redaktionen med forbinding om hovedet og drak en forsoningsøl med tegneren. Herregud, sådanne ting kan jo ske.

Det var også den virksomhedskultur, der sejrede, da Flindt og Stephensen ved deres tiltrædelse hyrede det hold såkaldte stjerner, der skulle få operationen til at lykkes, og som blev langt bedre betalt end dem, der var der i forvejen. Et A-hold og et B-hold, som de øjeblikkeligt blev kaldt, og som så på hinanden med henholdsvis en smule foragt og en udtalt misundelse. Ved hver eneste fest rejste avisens gamle gnavpot af en humorist, Otto Ludvig, sig op og holdt et causeri spækket med aforismer om de nye tilstandes skrækkelighed i almindelighed og Carsten Jensens løn i særdeleshed, men vittighederne kunne ikke sløre hans forbitrelse over at være blevet forvandlet fra at være en af avisens stjerner til en, som de nye blot regnede for et outdated, umorsomt brokkehoved. Hans forbitrelse var forståelig, men han repræsenterede det gamle Aktuelt, som de nye kaldte "de pensionerede varmemestres avis", når kun de nærmeste hørte på det. Nedladende, selvfølgelig, men med en del ret, når man så på den læsersammensætning, der var. Problemet var selvfølgelig, at man med den nye avis smed de abonnenter ud, man havde, uden at få fat i det yngre, bedre uddannede og meningsdannende segment, man begyndte at skrive avisen for.

Problemet blev synligt i de meget små, konkrete ændringer som afskaffelsen af tegneserien "Fedthas", der vel var for altmodisch og sikkert småborgerligt reaktionær for en moderne kritisk avis. Den største fejl var at sløjfe resultatlisten fra duevæddeløbene ved Damhuskroen. Der var ikke nogen af dem, der bestemte på avisen, der spillede på duer, og de kunne ikke forestille sig, at andre gjorde det. Men læserne gjorde, og der rejste sig et helvede af protester og opsigelser. På møde efter møde rejste den statuariske og hamrende dygtige journalist Ruth Nørten spørgsmålet. "Duerne", sagde hun. "Jeg ved, at I synes, det er latterligt, men for mange af læserne betyder de meget."
Jeg var begyndt på avisen i 1981 som stykbetalt filmanmelder på det tidspunkt, hvor hovedredaktionen lå i Hillerød, og Københavnsredaktionen lå i Gåsegade. Det var der, i Gåsegade, jeg et par gange om ugen afleverede mine ting, så jeg kendte folk, og jeg kendte til den særlige atmosfære, hvor der kunne gå fredag i den på en almindelig onsdag. Der blev arbejdet, der blev lavet avis hver dag, men der var mange om det, og det skete i en stemning af tryghed, hygge og forvisning om, at sådan ville Aktuelt blive lavet i al evighed.

Da dette blev lavet om i 1987, havde jeg kun sporadisk tilknytning til huset, men blev et halvt år senere end det store rykind af nye folk hyret som redaktør af det store søndagstillæg i broadside-format. Alting gik meget hurtigt dengang, og der var ikke forskel på arbejdstid og fritid. Når avisen var lagt i seng fredag aften, gik vi fra det pompøse bladhus på Rådhuspladsen "ned på hjørnet", ned hos Mary på Sir Henrys Pub, og smagte på de fede rubrikker, vi havde lavet og diskuterede journalistik og kiggede med sejrherrens jovialitet over på kammeraterne fra Politiken og Ekstra Bladet, der sad og trykkede sig ved de andre borde.

Det var lykkelige tider. Freelancerne flokkedes om søndagsavisen som hvepse om en syltetøjsmad, og der var budget til at trykke det bedste. Det Fri Aktuelt var det klart mest foretrukne praktiksted for eleverne på journalisthøjskolen, og en helt ny praktikant kunne på sit første redaktionsmøde komme med en forsigtig ide, eller få en smidt i hovedet, og næste dag se sig som forfatter til en "pløk", en forsidehistorie. Når noget lykkedes, eller en katastrofe var blevet afværget, kunne man der i sommeren 1988 høre en glad stemme i sekretariatet råbe: "It's lambrusco-time!", og så blev én sendt i byen efter det røde boblestads, som var på mode dengang. Eller efter is.

Mange år senere instituerede praktikanterne at sende Flindts efterfølger Lisbeth Knudsens medredaktør Poul Smidt ned efter wienerbrød hver onsdag eftermiddag, som en stille fejlplaceret revanche for, at hun bestemte for meget, mens han ikke fik lov til at bestemme en skid, så derfor var han der kun kort. Men da var de lykkelige tider for længst forbi. De tider, hvor en yngre gnavpot som Jørgen Koldbæk som redaktionschef kunne gå rundt i sekretariatet og se mørkt på fremtiden, mens han strøede om sig med effektivitetsfremkaldende vitser. "Vi styrter os frem mod nye nederlag", hvilket var mere rammende end sjovt. Eller: "Hellere blive dømt for angrebsfejl end for nøl", hvilket heller ikke er særligt sjovt, men var det princip, avisen faktisk fungerede efter i de år. Da Det Fri Aktuelt kom på gaden, trak Ekstra Bladet og B.T. deres projekter for en søndagsavis op af skuffen, og fra den dag gik det hurtigt. Vi omlagde søndags-flagskibet til en billigere tabloid i nogle uger og traf derefter den tunge beslutning om at opgive konkurrencen om søndagen.

Derefter gik det stærkt.

Det er ikke nogens skyld. Det er ikke nogens fejl. Flindt var en god og visionær journalistisk leder, men svag i de personlige konflikter og ikke nogen administrativ ørn. Lisbeth Knudsen var en forbilledlig administrator, journalistisk revser og igangsætter på områder, hun har forstand på, men med en svaghed for at ansætte folk, der mener som hun og følger hende blindt. De nye folk er efter min tid, men det undrer mig, at den ene af de nyeste chefredaktører uden videre kan skifte lederskabet af Louis Pios og min farmors avis ud med en chefstilling i Coca Cola. Og som sådan er det vel ikke lederfejl, men tegn i tiden. Fagbevægelsen dør nok med sin avis, og der på terrassen må Flindt nok bære den byrde, at det var ham, der på samme tid fik både pengene til forandring og dødskysset, og der var sådan set ikke mere at sige. Det er bare til at tude over.

Dette er uddrag af Henrik Jul Hansens beretning, som har været trykt i Berlingske Tidende søndag den 8. april.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen