Det kan være en mærkelig oplevelse at læse dagbladenes netudgaver. Når man som jeg har en løs pegefinger, der indimellem bringer mig mærkelige steder hen, kan man gang på gang læse historier, som jeg ikke troede, jeg ville støde på i seriøse medier. Og som min fantasi aldrig selv ville kunne opfinde.
Jeg har gennem tiden læst både uskyldige historier som den om hvalrossen, der har lært at spille saxofon, og langt mere ubehagelige historier om gravide kvinder, der er blevet skåret op, og bestialske sexforbrydelser mærkelige steder på kloden. Engang klikkede jeg mig igennem et billedgalleri med en mand, der fik spist sin arm af en tiger og derefter lå død på jorden foran sin familie. Efter den visuelle oplevelse gav jeg mig selv karantæne fra Eb.dk i en måned.
I dette nummer af Journalisten ser vi nærmere på, hvorfor alle de større dagblades websites indeholder masser af voldsomme billeder og film og tossede historier i hobetal, som aldrig ville komme i papiraviserne. Det handler selvfølgelig om klik og penge, men hvad betyder det på længere sigt, når de mere lødige papiraviser med tiden mere eller mindre forsvinder?
Umiddelbart kan der være grund til bekymring på den demokratiske debats vegne, for kigger man på avisernes "mest læste"-oversigter dominerer de voldelige, mystiske og pudsige historier næsten altid. Læserne vil have død, mystik og humor. Og mange af de historier mangler totalt journalistisk relevans.
Betyder det, at aviserne er ved at marginalisere sig og gøre sig selv til et sted, hvor man kan få et kick af at se på døde mennesker eller grine ad pudseløjerlige fortællinger? Mere end de er det sted, hvor folk søger informationer og næring til en demokratisk debat?
Ingen kan vel på nuværende tidspunkt vide det, men aviserne argumenterer i hvert fald selv for, at de dramatiske historier netop holder læserne fast. Og at de er med til at trække folk over til det mere lødige indhold.
Man kan da håbe, at de har ret. Eller at læserne på et tidspunkt reagerer, som jeg gjorde: ved at få kvalme over min egen trang til at se blod, så jeg endte med at tage en principiel beslutning om aldrig mere at kigge på den slags. En beslutning, som jeg som en anden alkoholiker dagligt slås med mig selv for at overholde.
I debatten om netavisernes blodighed er det vel værd at bemærke, at en anden af historierne i denne udgave af Journalisten fortæller om mediestøttens fordeling, som den ser ud i øjeblikket. Her fremgår det blandt andet, at netaviserne hidtil ikke har kunnet få en eneste støttekrone, mens papiraviserne har fået halvanden milliard kroner.
Den skævhed har formodentlig været med til at gøre netaviserne endnu mere klik-sultne og blodige. Og man kan med rette spørge sig selv, hvorfor i alverden papiraviserne skal have så meget i støtte.
Dybest set ender en god del af støttekronerne i trykkernes og avisbudenes lommer, mens netaviserne ville levere mere 'value for money'. Og også af den grund bliver det spændende at se, hvad det længe ventede udspil til den nye mediestøtteordning kommer til at indeholde, når det bliver præsenteret 2. oktober.
Masser af mediechefer kommer til at sidde og bide negle den dag. Personligt har jeg en forhåbning om, at støttekronerne blandt andet kan flyttes rundt, så netaviserne måske får mulighed for – og modet til – at satse endnu mere på artikler uden mystik, blod eller humor.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Personligt har jeg en forhåbning om, at støttekronerne blandt andet kan flyttes rundt, så netaviserne måske får mulighed for - og modet til - at satse endnu mere på artikler uden mystik, blod eller humor.
Hej,
De linjer, jeg her har kurisiveret fra den vikarierende chefredaktørs leder, rummer måske ufrivilligt svaret på, hvorfor tilstandene på nettet er som de er (og tag ikke fejl, jeg vil da hellere skrive om alt mulig andet end USA's største bryster, som jeg gjorde i går, med et fuldstændig astronomisk antal klik som resultat, tror jeg desværre :-)) .
Men de kursiiverede linjer kan kun være skrevet af en public service-opdraget journalist, der er vant til få sin løn finansieret af offentlige midler.
For det er kun offentligt støttede medier, der kan tillade sig at skrive "artikler uden mystik, blod eller humor" - med andre ord røvtriste historier, som vi kun læser, fordi eliten - og Troels :-) - siger vi skal læse dem. Og så gider man fanme' slet ikke, vel...:-).
Mon ikke det blandt andet er fordi artiklerne er skrevet uden "blod, mystik eller humor", at vores læsere i stedet vælger emner, som i hvert fald lugter lidt af en gang god underholdning.
Det er jo ikke fordi måden at skrive nyhedshistorier og lignende på har undergået de store forandringer de seneste 20-30 år. Det virker som om begreber som New Journalism og Fortællende Journalistik er gået hen over hovedet på de fleste journalister, der arbejder med kortere historier.
Prøv engang at se, hvordan biografier, som folk læser vildt mange af, er skrevet og bygget op, det kan vi altså godt lære noget af.
Vi slæber stadig nyhedstrekanten af stalden hele tiden (også mig selv), og det er fanme' ikke altid lige sjovt at læse. Og Troels, folk læser altså aviser, ser tv og går på nettet af lyst - ikke af pligt, og sådan skal det være.
Så jeg håber måske at vi bliver bedre til at skrive også de "vigtige" historier MED "mystik, blod og humor", så folk gider læse dem. Og her kan jeg da være seriøst i tvivl om flytning af støttekroner fremmer reel nytænkning eller bare selvhøjtidelig, slap "public service"-journalistiik.
vh Christian Barfoed, B.T.