Det kan være en mærkelig oplevelse at læse dagbladenes netudgaver. Når man som jeg har en løs pegefinger, der indimellem bringer mig mærkelige steder hen, kan man gang på gang læse historier, som jeg ikke troede, jeg ville støde på i seriøse medier. Og som min fantasi aldrig selv ville kunne opfinde.

Jeg har gennem tiden læst både uskyldige historier som den om hvalrossen, der har lært at spille saxofon, og langt mere ubehagelige historier om gravide kvinder, der er blevet skåret op, og bestialske sexforbrydelser mærkelige steder på kloden. Engang klikkede jeg mig igennem et billedgalleri med en mand, der fik spist sin arm af en tiger og derefter lå død på jorden foran sin familie. Efter den visuelle oplevelse gav jeg mig selv karantæne fra Eb.dk i en måned.

I dette nummer af Journalisten ser vi nærmere på, hvorfor alle de større dagblades websites indeholder masser af voldsomme billeder og film og tossede historier i hobetal, som aldrig ville komme i papiraviserne. Det handler selvfølgelig om klik og penge, men hvad betyder det på længere sigt, når de mere lødige papiraviser med tiden mere eller mindre forsvinder?

Umiddelbart kan der være grund til bekymring på den demokratiske debats vegne, for kigger man på avisernes "mest læste"-oversigter dominerer de voldelige, mystiske og pudsige historier næsten altid. Læserne vil have død, mystik og humor. Og mange af de historier mangler totalt journalistisk relevans.

Betyder det, at aviserne er ved at marginalisere sig og gøre sig selv til et sted, hvor man kan få et kick af at se på døde mennesker eller grine ad pudseløjerlige fortællinger? Mere end de er det sted, hvor folk søger informationer og næring til en demokratisk debat?

Ingen kan vel på nuværende tidspunkt vide det, men aviserne argumenterer i hvert fald selv for, at de dramatiske historier netop holder læserne fast. Og at de er med til at trække folk over til det mere lødige indhold.

Man kan da håbe, at de har ret. Eller at læserne på et tidspunkt reagerer, som jeg gjorde: ved at få kvalme over min egen trang til at se blod, så jeg endte med at tage en principiel beslutning om aldrig mere at kigge på den slags. En beslutning, som jeg som en anden alkoholiker dagligt slås med mig selv for at overholde.

I debatten om netavisernes blodighed er det vel værd at bemærke, at en anden af historierne i denne udgave af Journalisten fortæller om mediestøttens fordeling, som den ser ud i øjeblikket. Her fremgår det blandt andet, at netaviserne hidtil ikke har kunnet få en eneste støttekrone, mens papiraviserne har fået halvanden milliard kroner.

Den skævhed har formodentlig været med til at gøre netaviserne endnu mere klik-sultne og blodige. Og man kan med rette spørge sig selv, hvorfor i alverden papiraviserne skal have så meget i støtte.

Dybest set ender en god del af støttekronerne i trykkernes og avisbudenes lommer, mens netaviserne ville levere mere 'value for money'. Og også af den grund bliver det spændende at se, hvad det længe ventede udspil til den nye mediestøtteordning kommer til at indeholde, når det bliver præsenteret 2. oktober.

Masser af mediechefer kommer til at sidde og bide negle den dag. Personligt har jeg en forhåbning om, at støttekronerne blandt andet kan flyttes rundt, så netaviserne måske får mulighed for – og modet til – at satse endnu mere på artikler uden mystik, blod eller humor.