Den journalistiske kandidatuddannelse på Syddansk Universitet oplever en kraftig stigning i popularitet. Der er dobbelt så mange nye studerende i år sammenholdt med tidligere år.
Efter en lidt sløv start er der kommet liv i kandidatuddannelsen cand.public på Syddansk Universitet. De seneste år har der været omkring 30 ansøgere, men på mandag begynder et nyt semester med 60 deltagere.
»Vi har gjort alle mulige krumspring for at kunne optage alle de her unge mennesker, der vil læse cand.public, og det kan godt lade sig gøre,« siger studieleder Charlotte Wien, der byder den nye rekordårgang velkommen.
Hun understreger, at der vil være plads til alle de optagne, men at underviserne kommer til at løbe lidt hurtigere. Især eksamensperioderne bliver en flaskehals, men det har uddannelseslederen altså stadig et halvt år til at finde en løsning på.
Charlotte Wien tror hovedsageligt, årsagen til ansøgningsboomet skal findes to steder. Den stigende arbejdsløshed blandt nyuddannede får mange unge til at vælge videreuddannelse frem for ledighed. Det vil også gavne dem i arbejdssøgningen bagefter, mener hun.
»Vi bilder os ind, at de vil stå stærkere. De opbygger nogle særlige kompetencer, som de kan sælge sig selv på bagefter,« fortæller studielederen.
En anden grund til den stigende interesse er, at uddannelse efter en stille start nu har vist sit værd.
»Rygterne er begyndt at gå om, at det faktisk er en fed uddannelse,« siger Charlotte Wien.
Især muligheden for at læse et år på et udenlandsk universitet er populært blandt de studerende, og uddannelsen hører nu til blandt de mest internationale på universitetet.
Efter første semester er der næsten frit spil for de studerende. Dels har uddannelsen fast aftale med en række universiteter, men de studerende har også selv mulighed for at finde interessante uddannelsesforløb i udlandet. Hvis uddannelsen godkender det udenlandske forløb, betaler Undervisningsministeriet for opholdet, mens den studerende kan hæve SU til at dække en del af de personlige udgifter.
Cand.public kan også læses på Århus Universitet, der driver uddannelsen i samarbejde med Journalisthøjskolen, og her er ansøgningsfristen 1. maj
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Kathrine
Pointen med cand.public, så vidt jeg har forstået, er stort set stik modsat dit scenaries værste udfald. Det er at opkvalificere journalister og udstyre dem med en supplerende viden, som netop ikke nødvendigvis bør være inden for kommunikaiton. Den viden kan stamme fra DTU, hvormed man samlet set højner det naturvidenskabelige vidensniveau herhjemme. Det er hårdt tiltrængt. Den kan være pædagogisk og stamme fra DPU. Eller noget helt tredje. Uanset hvad forbliver regnestykket altså det samme. Der bliver ikke spyttet flere journalister ud. Men der kommer til gengæld flere journalister med en ekstra faglig ballast.
Mvh Mads Nyvold, freelancejournalist i Nuuk - tidligere stud.cand.public på SDU
Herligt.
Det er jo præcist det samfundet har brug for. Vi mangler folk med forstand på kommunikation, interkulturel dialog, kulturforståelse og andet gøjl.
Det er sådan vi sikrer velfærd og velstand for fremtiden. Drop naturvidenskab, social- og sundhedssektoren, lærer-uddannelser og bliv i stedet noget med kommunikation, medier og branding.
Sikkert en glimrende og spændende uddannelse. Men hvorfor hulen begynder journalistuddannelserne ikke snart at samarbejde tættere med universiteterne i forhold til mere lempelige meritaftaler på andre kandidatuddannelser. De eksisterende aftaler virker lige nu som en meget rådden deal for journalistfaget. En endeløs række af kombinationsakademikere, der sprøjtes ud - fra specielt Danmarks Journalisthøjskole - for at fylde institutionens pengekasse. Det kunne i øvrigt også være på sin plads med en arbejdsgiveranalyse i forhold til den her cand.public.. Stikker uddannelsesinstitutionerne de unge mennesker blår i øjnene eller forbedrer den rent faktisk deres jobmuligheder? Ser i den anledning frem til mere end blot mikrofonholderi fra Journalistens side...