Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) tilbyder gratis kurser til ledige formidlere i Storkøbenhavn, oplyser DMJX i en pressemeddelelse.
Det sker, efter at DMJX har fået del i en Covid-19-pulje. Det betyder, at ledige formidlere kan søge ind på kurser, der er tilpasset i samarbejde med A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog.
De tre kurser udbydes i efteråret og har en varighed på seks uger og er alle på diplom- eller akademiniveau.
”Det er alle tre forløb, som forstærker eksisterende fagligheder og dermed gør den jobsøgende til en mere alsidig kandidat. Det giver god mening at bygge oven på en god uddannelse og forstærke denne, i stedet for en total omskoling. En form for akademisk bæredygtighed, om man vil, som vil give ansøgeren adgang til et helt nyt felt af jobmuligheder,” siger Sussi Ulrikka Seltoft Bergh, chef for DMJX Kurser og Videreuddannelse, i pressemeddelelsen.