DMJX-studerende bliver undervist i storcenter: ”Der er ikke plads til os alle”

To semestre af journalist- og kommunikationsstuderende på DMJX har i denne uge forelæsninger i Storcenter Nord på grund af pladsmangel på den nybyggede skole i Aarhus

”Mød til Politik og Medier-forelæsning i Storcenter Nord.”

Sådan stod der på skemaet for 185 journalist- og kommunikationsstuderende på DMJX i går. Og det gør der faktisk også på skemaet for resten af ugen. Når de studerende spørger, hvorfor de skal undervises i et storcenter, hvor Føtex, Matas og H&M har til huse, lyder svaret, at det skyldes pladsmangel.

Skolen på Katrinebjerg i Aarhus, som blev taget i brug i 2020, er simpelthen for lille.

Marie Smidt Laursen er formand for De Studerendes Råd på DMJX og kommunikationsstuderende på det semester, der har undervisning i Storcenter Nords konferencesal.

”Det, vi studerende studser over, er, at skolen er helt ny, men der er ikke plads til at have os der. Hvorfor så bygge en ny skole og flytte til et for lille sted, hvis der var plads til alle på den gamle?” siger hun.

Også de studerende på tredje semester bliver ramt af pladsmanglen. De modtager online-undervisning i løbet af ugen, fordi de heller ikke kan være på skolen fysisk.

Marie Smidt Laursen mener, at det går ud over undervisningens kvalitet.

”Det påvirker kvaliteten på den måde, at man, i hvert fald første dag, ikke kan finde rundt, og at man ikke på samme måde kan trække sig tilbage eller sætte sig i et stille hjørne, når nu det er en tung forelæsning,” siger Marie Smidt Laursen.

Kvalitet og kapacitet

Da Journalisten kontakter Jens Grund, konstitueret rektor på DMJX, har han ikke hørt om lokalemanglen. Han henviser til uddannelseschef for journalistik Henrik Berggren.

Han afviser, at det er symptom på, at DMJX er flyttet til en for lille skole.

”Vi har rigelig kapacitet, men det ville være spild af ressourcer at have bygget større auditorier, der aldrig bliver brugt,” siger Henrik Berggren.

Han mener ikke, at de studerende får en dårligere undervisning, og forklarer, at når studiestart er overstået, rykker Politik og Medier-forelæsningerne tilbage på skolen, hvor de skal fordeles på to auditorier.

Det betyder, at underviseren er i det ene auditorium med en mikrofon, som afspilles ud af højtalerne i begge auditorier, og underviserens præsentation bliver vist på begge projektorer.

Når det er nødvendigt at dele holdet op, er det, fordi kommunikationsuddannelsen har optaget 30 ekstra studerende i september 2021.

”Så når de bliver lagt sammen med journalistholdet til faget, er de nødt til at være i begge auditorier på en gang,” siger Henrik Berggren.

0 Kommentarer