Danmarks Medie- og Journalisthøjskole starter en ny fotouddannelse med fokus på reklame og kommunikation frem for journalistik. Studiet tager tre år og optager 16-20 studerende.
Til september starter det første kuld fotografer på den nye uddannelse i Mediehøjskolens lokaler i København.
Uddannelsen giver en bachelorgrad, og den skal fokusere på reklamefotografi og kommunikation i stedet for journalistik. Dermed adskiller den sig fra fotojournalistuddannelsen i Århus.
»Det er en klar styrkelse af det kreative område, at der kommer fotografer med et kommercielt fokus. Det er den brik, der har manglet i den palet af uddannelser, som Danmarks Medie- og Journalisthøjskole udbyder,« siger uddannelsens leder, Karen-Margrethe Österlin, i en pressemeddelelse.
Uddannelsen tager tre år, inklusive et halvt års praktik. Den kommer til at ligge som en linje under Mediehøjskolens professionsbachelor i Visuel Kommunikation.
Optagelse af de nye fotografstuderende foregår via Kvote 2, og der er ansøgningsfrist allerede 15. marts. Der vil også være både en forprøve og en optagelsesprøve, oplyser DMJX.
Skolen forventer at optage 16-20 studerende.
Mediehøjskolen holder infomøde om uddannelsen i dag klokken 16.00 i lokalerne på Emdrupvej i København.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.