En ny og problematisk offentlighedslov, forsøg med åbne postlister i udvalgte ministerier og regioner og offentlige domsdatabaser fra Domstolsstyrelsen på vej.
Ifølge journalist og underviser Nils Mulvad er der masser af gode grunde til, at der er brug for netværket Åbenhedstinget, som han er formand for. Siden 2007 har Åbenhedstinget arbejdet for åbenhed i den offentlige forvaltning, blandt andet ved at indsamle erfaringer med den nye offentlighedslov, køre prøvesager og søge aktindsigter.
Men nu hænger Åbenhedstingets fremtid i en tynd tråd. I sidste uge meddelte Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) – som fra starten både har støttet Åbenhedstinget med et kontant beløb til Mulvads arbejde, hosting af netværkets hjemmeside og de ansattes arbejdskraft – at de ikke længere vil yde økonomisk støtte.
»Åbenhedstinget er for mig at se et rigtig godt projekt. Men vi har taget stilling til, om vi mener, det er et nyttigt projekt for os eller ej. Og vores konklusion er, at det altså ikke lever op til de krav, vi stiller til forskning og udvikling. Det er et selvstændigt netværk, som ærligt talt ikke har nogen form for afsmitning tilbage til vores studerende,« siger Thomas Rasmussen, chef for forskning, innovation og viden på DMJX.
Støtten trukket med én dags varsel
Thomas Rasmussen understreger, at højskolen stadig vil støtte Åbenhedstinget, selv om det altså fremover ikke bliver med en kontant pose penge. Blandt andet nævner han, at de af skolens medarbejdere, som sidder med i Åbenhedstingets styregruppe, fortsat vil kunne gøre det i deres arbejdstid.
»Det, vi ikke længere har mulighed for at finansiere, er det løbende arbejde, som Nils Mulvad laver i sit firma Kaas & Mulvad, og som er blevet faktureret til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Der er tale om et åbent netværk – en fest – som vi indtil nu har betalt. Og det vil vi ikke mere,« siger han.
DMJX’s beslutning, som per brev blev meddelt Åbenhedstinget med en dags varsel i sidste uge, undrer Nils Mulvad:
»Vi kan ikke forstå, hvorfor de trækker støtten. Og vi kan slet ikke forstå, hvorfor det skal ske så pludseligt. Vi opfatter det som et ultimatum, det er svært at forhandle op imod. Hvis man virkelig gerne ville ændre konstruktionen, ville vi gerne være med i overvejelserne. Og vi ville gerne have haft et varsel, så vi kunne nå at finde en anden løsning,« siger han.
Med skolens beslutning følger et krav om, at det skal fremgå af Åbenhedstingets hjemmeside, at der er tale om et selvstændigt netværk. Det gør det nu.
Behovet er større end nogensinde
Nils Mulvad mener, at der er tale om en paradoksal timing, når DMJX trækker den økonomiske støtte til Åbenhedstinget nu.
»Der er et enormt stort behov for vores arbejde netop nu. Den nye offentlighedslov og alle de ændringer, der ligger i den, skaber i sig selv et stort behov for at afprøve og dele erfaringer på området. Der er også brug for at samle op på EU-lovgivning omkring persondata, Big Data osv. Derfor prøver vi nu at se, om vi kan køre det videre. Men der er ikke nogen konkrete bud lige nu, så vi er ikke super optimistiske,« siger han.
Ifølge ham har den gennemsnitlige udgift for DMJX til samarbejdet med Kaas og Mulvad om Åbenhedstinget årligt udgjort 145.216 kroner. Men det beløb er slet ikke dækkende for de samlede udgifter, siger Thomas Rasmussen.
Hvor mange penge drejer det sig samlet om?
»Det kan jeg umuligt svare på. Men det er et langt højere beløb i virkeligheden. Vi har fra højskolens side brugt tid på det her projekt på mange forskellige måder – og det vil vi fortsat gøre. Så at sige, at vi trækker tæppet væk under Åbenhedstinget, vil jeg kalde en spidsvinkling,« siger Thomas Rasmussen.
DMJX: Andre må betale festen
Ifølge Thomas Rasmussen er det ikke udtryk for en spareøvelse, når skolen trækker den økonomiske støtte til Mulvads arbejde med Åbenhedstinget. Men højskolen er i en økonomisk trængt situation på grund af blandt andet dimensionering, og der er mange nye projekter på vej, siger han.
»Et af de større projekter, jeg lige nu skal skaffe penge til, er et center for konstruktiv journalistik,« siger Thomas Rasmussen.
Hvad er dit svar til de kritikere, der vil mene, det er problematisk, at I trækker støtten til den undersøgende journalistik og i stedet bruger penge på at støtte konstruktiv journalistik?
»Det er et krav til det nye center, at det er 100 procent selvfinansierende, så de to ting har intet med hinanden at gøre. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole støtter fortsat Åbenhedstinget. Men vi vil ikke længere betale for den løbende drift – og det er altså to forskellige ting,« siger Thomas Rasmussen og tilføjer:
»Hvis alle i branchen mener, at det her arbejde er så vigtigt – hvorfor er det så ikke Danske Medier, DJ eller nogle af de store mediehuse, som betaler for det? Bare fordi alle er enige om, at der skal være en fest, betyder det jo ikke, at vi skal betale den.«
Mulvad: »Bøllemetoder«
Spørger man Nils Mulvad selv, er det ikke nødvendigvis DMJX, som skal betale for Åbenhedstingets arbejde. Men han kalder skolens måde at trække støtten på for »bøllemetoder«:
»Det kunne også ligge under et af de andre uddannelsessteder, og flere kunne også sagtens være inde over at støtte. Men jeg kan ikke se, hvorfor man starter med at klippe hele livlinen med én dags varsel. Hvis sagen er, at skolen har fået andre prioriteringer, kunne det godt være gennemført mere elegant end med de her bøllemetoder,« siger han.
DMJX’s forklaring om, at de fortsat støtter Åbenhedstinget uden at betale Nils Mulvads løn, har han ikke meget tilovers for:
»Vi har via Kaas & Mulvad været ansat til at udføre de beslutninger, der bliver truffet i styregruppen. Det arbejde er der ingen til at lave nu – så det er sådan lidt et kunstgreb at sige, at de stadig gerne vil støtte på andre måder,« siger han.
Men ifølge DMJX har jeres arbejde i Åbenhedstinget ikke nogen afsmitning til skolens studerende. Har de ret?
»Det er meningen, at vi skal udvikle fagets metoder til hele branchen. Så det er ikke kun møntet på de studerende, men på branchen generelt. At han ikke kan se, at det sker, det må være hans problem,« siger Nils Mulvad.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er en myte og udygtig viden at tro at konstruktiv journalistik ikke kan være undersøgende. Den dygtige og Cavlingprisvindende Asbjørn With fortæller om sin metode i vores Håndbog for Konstruktiv Journalistik (medforfatter Malene Bjerre). Jeg har selv bedrevet tunge undersøgende historier på min tid på DR Nyheder og 21Søndag, så jeg har solid erfaring med genren selv. Herunder et uddrag fra Asbjørn With interview. For de kolleger, som gerne vil blive udfordret på deres (for)domme: "Kapitel 2
Gå lige en tur rundt om kirken
af Cathrine Gyldensted
I januarmørket er journalister gennem årtier stimlet sammen hos Dansk Journalistforbund for at fejre fyrtårnene i dansk journalistik: Cavling-prisen skal uddeles. De seneste mange år er det foregået i de lavloftede lokaler på Gammel Strand i det indre København.
I 2013 var det anderledes. Ceremonien var flyttet til den større og mere moderne bibliotekssal i Rundetårn. Pressens minister var på plads sammen med de nominerede journalister, deres venner og kolleger den vintereftermiddag. Efter en hyldest af hver enkelt af de nominerede tog Cavlingkomiteens formand Kurt Strand ordet for at afsløre vinderen:
“Cavlingprisen 2012 går til en journalist, som ikke har fået tid – men taget sig tid – til at afdække en udygtig, magtfuldkommen og selvtilstrækkelig forvaltningskultur i Rebild Kommune (…) Kendetegnende for din journalistik er ikke blot, at den er klassisk og kritisk, men den er også konstruktiv“, sagde Kurt Strand til Nordjyske Mediers Asbjørn With, som under kollegernes massive klapsalver skiftevis kiggede ud i lokalet og ned i gulvet.
Det er første gang, at ordet konstruktiv får så fremtrædende plads i en Cavlingtale, men det er ingenlunde tilfældigt, fortæller Kurt Strand. Da debatten om konstruktiv journalistik tog til herhjemme for nogle år siden, følte Strand sig uvant med begrebet, og han manglede konkrete eksempler, som kunne illustrere, hvordan konstruktiv journalistik så ud.
Noget af svaret kom, aftenen inden Cavlingprisen skulle uddeles, da Kurt Strand satte sig ved sit skrivebord derhjemme for at skrive talen til vinderen færdig. Her faldt det ham ind, at Asbjørn Withs afdækning af socialforvaltningens mangeårige svigt i Rebild Kommune faktisk var et godt eksempel på solid, konstruktiv journalistik. With afdækkede ikke kun forvaltningsfejl og svigt, han holdt også fast i sagen, til en varig løsning var fundet. Han behandlede ofrene mere kritisk end normalt – og skurkene mere fair.
I dag efterlyser Kurt Strand endnu mere dygtigt udført konstruktiv journalistik: “Vi har et ansvar for, at demokratiet og samfundet fungerer”, siger han. “Journalistikken skal også være med til at pege på løsninger, hvis vi mener noget med, at vi er den 4. statsmagt. Det indbefatter, at vi holder øje med, at systemer fungerer, men også at vi bidrager til en diskussion, der kan få de systemer, der ikke fungerer, til at gøre det. Og det er jo der, alt for mange stopper.
Nogle vil måske kalde det for en aktivistisk tilgang. Jeg mener, at det blot er at stille spørgsmål og fastholde forundring og nysgerrighed, som vi vel skal som journalister. De, der bruger udtrykket aktivistisk, gør det, fordi de mener, at vi journalister skal være tilstræbt objektive i alt, hvad vi laver. Men vel skal vi da ej. Det er noget sludder. Vi ved godt, at vi ikke kan være objektive. Vi er subjektive. Vi skal sørge for, at det aktivistiske ikke kammer over, så mediet bliver en part i en sag og journalisten bliver sagsbehandler. Det skal de ikke være.
Alt det her begynder med en diskussion og en overvejelse hos den enkelte journalist: Hvad vil jeg overhovedet udrette? Vil jeg forandre på noget? Ønsker jeg at bidrage til folks refleksioner? Man skal efter min mening ville mere end bare at lægge noget frem”, slutter Kurt Strand.
Den konstruktive Cavling
Asbjørn With har selv spekuleret på, hvad Strand i sin Cavlingtale egentligt mente med det konstruktive element i hans dækning. Artiklerne handlede jo om svigtede familier; embedsmænd, som sylter borgernes sager; incest; magthavere, som udviser magtfuldkommenhed.
Asbjørn Withs dækning begynder, da et byrådsmedlem undrer sig over opførslen fra kommunale embedsmænd, når medlemmet beder om oplysninger om sager, der er til behandling i socialforvaltningen. Derfra begynder bolden at rulle. I mere end 130 artikler afdækker Asbjørn With Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede. En af sagerne er den senere landskendte Rebildsag om en familiefars årelange seksuelle misbrug af ni børn. Faderen blev sidenhen dømt til 12 års forvaring.
Det var især Rebildsagen, som vakte opsigt landet over. Hvad var effekten af det?
Det har gjort ondt på mig, når andre medier har været inde over det, der i offentligheden bliver kaldt Rebildsagen. Mange andre mediers dækning har netop ikke været konstruktiv. Det virkede, som om det mest handlede om at slå borgmesteren i hovedet og afkræve et løfte om, at det skulle blive bedre i fremtiden.
Men det er ikke godt nok.
Hvis man skal medvirke til en ændring, må man sætte sig ind i, hvordan situationen har været. Hvad ligger forud, og hvordan kan det samme undgås i fremtiden?
Jeg oplever at nyhedsmedierne kommer, når det brænder – og så går vi igen. Og borgerne sidder tilbage og tænker: “Hvad er årsagen? Hvem, hvad, hvorfor, hvordan?” Journalistik på den måde er ikke konstruktiv. Det er bare larm. Folk holder op med at høre efter, fordi de ikke får noget med, de rigtig kan bruge.
Og konsekvensen af journalistik, der fremstår som larm, er to ting:
For det første får borgerne mistillid til systemet. I mit tilfælde til kommunen.
For det andet: Borgerne mister tilliden til journalisterne, fordi vi fortæller noget, som er ensidigt og dermed utroværdigt... ...
Fem gode råd om konstruktiv undersøgende journalistik:
Afdæk problemerne. Flyt så dækningen fremad mod mulige løsninger. Bliv ved med at dække sagen, til løsningen er gennemført.
Husk også at udfordre “ofrene”.
Behandl "skurkene” med samme respekt som alle andre kilder.
Hold magten til ansvar – også din egen magt. Tag ansvar for dine fejl, også i offentligheden.
Det må virkelig hue nogle magthavere, at DMJX vil nedprioritere magtkritik til fordel for såkaldt konstruktive historier. Man kan undre sig over, hvad skolen i fremtiden først og fremmest kommer til at inkarnere: 1. Journalistikken? eller 2. Systemet inklusiv arbejdsmarkedet og uddannelsessektoren?
"Ingen afsmitning tilbage til studerende", siges Thomas Rasmussen. Men det er virkelig ikke sært, når skolen henviser en journalistisk kernedisciplin som undersøgende journalistik til en yderligt hængende niche.
For når det netop er klassiske journalistdyder, der har gjort reportere interessante for andre virksomheder end publicistmedier, så virker det meningsløst for journalistuddannelsen at brede sig ud over en skoledisciplin som kommunikation, som andre uddannelser gør sig i.
Skolen bør derimod koncentrere sig om at lære reporterne at knalde platugler og fortælle det. Det bliver ikke mindre vigtigt af, at det er de færreste praktikforløb i branchen, som løfter den opgave godt nok.