
Ifølge DMJX’s liste over status på systemerne er 27 systemer stadig nede, mens mindst 16 systemer er oppe at køre igen. De utilgængelige systemer tæller blandt andet en række ressourcer, som normalt bruges af de studerende i undervisningen. Foto: Niels Nygaard
En række af DMJX’s it-systemer er stadig nede, efter at skolens it-partner VIA University College i påsken blev hacket og straks lukkede alle systemer ned.
Siden er nogle systemer blevet åbnet, men en lang række er stadig utilgængelige mere end en uge efter.
Og det har medført nogle forstyrrelser for medarbejdere og studerende, oplyser direktør for efter- og videreuddannelse og digitalisering på VIA University College Bjarne Grøn.
”Alle systemer skal gennemgås med en tættekam, før vi kan gøre dem tilgængelige igen, og det tager tid, fordi vi har +250 systemer. 80 eksperter arbejder i døgndrift på den kæmpe opgave, det er. Vi har prioriteret at få de systemer i drift, der har med undervisning at gøre, og derfor er andre kommet til at vente,” skriver Bjarne Grøn i en mail til Journalisten.
Han forventer, at systemerne fungerer igen i næste uge, men at enkelte it-services måske først er klar senere.
På DMJX mistænker økonomi- og administrationschef Jørgen Johansen, at en phishing-mail et sted i it-samarbejdet har været kilden til hacket.
”Selv om vi sætter alle mulige værn op, så er der jo bare én enkelt studerende eller medarbejder, der skal trykke på sådan et link i en phishing-mail. Så det kan man ikke gardere sig mod,” siger Jørgen Johansen.
Forstyrrelserne forsinker administration
Hackerangrebet skete, mens DMJX var i gang med at styrke it-sikkerheden, blandt andet ved at indføre to-faktor-godkendelse, men ifølge Bjarne Grøn var timingen tilfældig.
”Spørger man eksperterne, kan ingen være sikre på ikke at blive hacket, for de kriminelle er altid foran. Men når det er sagt, så tager vi selvfølgelig læring hjem af den her situation, så vi også fremover garderer os sikkerhedsmæssigt bedst muligt,” skriver Bjarne Grøn.
Samtidig forventer Bjarne Grøn ikke, at hacket kommer til at påvirke praktikmatch-systemet, hvor de praktiksøgende studerende fra RUC, SDU og DMJX skal uploade deres ansøgninger på fredag, den 21. april.
Et af de systemer, der lige nu er listet som ’ikke tilgængelig’ hos DMJX, er afleveringssystemet Wiseflow, som DMJX bruger til eksaminer.
Journalisten har hørt fra flere studerende, at de har haft problemer med at logge ind almindeligt, men med MitID har det været muligt at komme ind. Dog har MitID også haft sine udfordringer siden påske.
Studieadministrationen oplyser dog, at på trods af udfordringerne med Wiseflow har DMJX afviklet en eksamen i fredags, som fungerede.
Helle Birkmose Winding, institutchef ved Institut for Kommunikation på DMJX, fortæller, at hacket blandt andet har udsat karaktergivningen ved en eksamen, der skulle bedømmes over påske, med fire dage.
Hun siger, at studieadministrationen mærker mest til ikke at have fået systemerne op at køre endnu.
”Kommunikationsuddannelsen har jo blandt andet en motiveret ansøgning som del af ansøgningsprocessen for kvote to-ansøgere, og dem skulle vi åbne op for at gennemgå den 13. april, så det er blevet forsinket med en uge. Men dem skal jeg først være færdig med den 30. juni,” siger Helle Birkmose Winding.
Samtidig har hacket forsinket arbejdet med en studiemiljøundersøgelse, da alle DMJX’s spørgeskemasystemer stadig er nede.
Helle Birkmose Winding roser underviserne på skolen for at tilpasse undervisningen til de aktuelle betingelser.
”Underviserne har været gode til at håndtere det. Jeg oplever en enorm tålmodighed, og alle har hjulpet hinanden,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.