De næste fem år kan Danmarks Medie- og Journalisthøjskole tilbyde fornyet kandidatgrad i 'global journalistik' i samarbejde med anerkendte universiteter som Berkeley og London School of Economics. Læs om studiet her.
Danmark får en nyudviklet uddannelse i global journalistik – i et samarbejde mellem Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) og Aarhus Universitet.
Europa-Kommissionen har netop udvalgt de såkaldte Erasmus Mundus-uddannelser for de næste fem år. Erasmus Mundus er uddannelser i samarbejde mellem europæiske universiteter.
Ud af 177 ansøgninger er 30 blevet godkendt af Europa-Kommissionen, og 'Global journalistik' slap gennem nåleøjet.
Uddannelsen er dog ikke opfundet fra bunden, understreger afdelingsforstander Hans-Henrik Holm fra DMJX. Der er snarere tale om en forandret og forbedret udgave af den nuværende to-årige globale kandidatuddannelse.
»Vi har haft en global uddannelse i fem år. Nu har vi så fået bevilling til fem år mere. Det nye er, at vi har ændret en del på uddannelsen for at leve op til kravene fra EU. For fem år siden var kravene meget mindre og konkurrenterne færre,« fortæller Hans-Henrik Holm til Journalisten.dk.
Uddannelsen starter op 1. september og har optaget 65 studerende fra 29 forskellige lande. Der er indløbet omkring 250 ansøgninger.
Forløbet starter med ét år i Aarhus. Her skal de studerende pendle mellem statskundskab og medievidenskab på universitetet, og en række journalistiske forløb på DMJX.
Her er en afgørende ændring fra den tidligere globale kandidat. Da foregik kun det første halvår i Aarhus, imens det næste halvår foregik i Holland.
Efter det første år kan de studerende specialisere sig i et af fire felter, fordelt på fire universiteter: Europæiske forhold i Hamborg, medier og politik i Amsterdam, finans og økonomi i London eller krig og konfliktjournalistik i Wales.
»Der gik for meget rejseri i det, hvis de studerende skulle bo i tre forskellige lande. Derfor holder vi dem et helt år i Aarhus. Derfor har vi oprettet nogle nye fag på DMJX, blandt andet et i analytisk journalistik. Her lærer de studerende alt fra datamining til international research – hvor det analytiske er i hovedsædet, ikke det nyhedsrapporterende,« siger Hans-Henrik Holm.
Aarhus Universitet oplyser, at uddannelsen også indebærer et samarbejde med det amerikanske universitet Berkeley. Hvad betyder det?
»Det betyder blandt andet, at et udvalg af vores studerende kommer til Berkeley og læser nogle fag på deres Graduate School of Journalism. Jeg tager også derover regelmæssigt og underviser, og de sender regelmæssigt lærere herover.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.