DJ's penge fra statsobligationer skal gå til at betale restgælden i en lejlighed, forbundet har arvet. Statsobligationerne blev solgt, efter at Journalisten satte fokus på dem.
De penge, som DJ havde i statsobligationer, skal fremover stå i fast ejendom. I juni måned besluttede hovedbestyrelsen at trække DJ's penge ud af statsobligationer. Det skete, efter at Journalisten havde skrevet om, at pengene blev sat i lande, som forbundet samtidig havde kritiseret for manglende pressefrihed.
I stedet skal pengene nu gå til en lejlighed i Fiolstræde i det indre København, fortæller næstformand Lars Werge:
»Det blev besluttet, at vi skulle af med de obligationer. Det passede tidsmæssigt med, at DJ arvede en lejlighed i Fiolstræde. Der var noget gæld i den, som i runde tal også passede med det beløb, vi havde i statsobligationer. Det betyder, at vi nu har baseret en del af sikringsfondens formue i fast ejendom i stedet for i statsobligationer.«
Dansk Journalistforbund arvede lejligheden af Torben Grønholt-Pedersen, der var medlem i over 50 år. Han besluttede allerede for over 10 år siden at testamentere hele sin formue til forbundet.
»Vi skal bruge nogle midler på at sætte den i stand, og så er det meningen, at den skal lejes ud på samme vilkår som den lejlighed, der ligger i forbundets bygning på Gammel Strand,« fortæller Lars Werge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.