DJs næstformand vil have fælles citatregler

  SKRED. Dansk Journalistforbund har hidtil været meget tilbageholdende med at blande sig i etiske og moralske spørgsmål i mediebranchen. Men hvis det står til forbundets næstformand, Fred Jacobsen, så skal det princip nu fraviges. Han mener, at forbundet skal være med til at lave et sæt retningslinjer for, hvordan journalister skal lade kilder kontrollere og rette i artikler.

SKRED. Dansk Journalistforbund har hidtil været meget tilbageholdende med at blande sig i etiske og moralske spørgsmål i mediebranchen. Men hvis det står til forbundets næstformand, Fred Jacobsen, så skal det princip nu fraviges.

Han mener, at forbundet skal være med til at lave et sæt retningslinjer for, hvordan journalister skal lade kilder kontrollere og rette i artikler.

»Vi skal have nogle redskaber, der sikrer, at nogle journalister forbliver uafhængige,« siger Fred Jacobsen, der er forberedt på, at udmeldingen vil få nogle til at kalde Journalistforbundet formynderisk.

»På trods af dét vil jeg mene, at vi som fagforening også skal være med til at holde en høj etik og en høj standard i faget. At vi kan være med til at lave spilleregler, som gør, at journalisterne bliver betragtet som ordentlige mennesker,« siger Fred Jacobsen.

Den direkte anledning til forslaget er en artikel i det seneste nummer af Journalisten, hvor det kom frem, at der er sket et skred i forholdet mellem journalister og deres kilder i den trykte presse. Tidligere fik kilder stort set aldrig citater eller artikler til gennemsyn. I dag sker det hele tiden, og kildernes krav vokser. Det sker for eksempel, at kilder kræver at se hele artikler og får lov til at skrive rettelser ind i teksten.

Journalist og mediekritiker Erik Valeur advarede kraftigt mod den udvikling og foreslog, at Dansk Journalistforbund stoppede glidebanen ved at lave nogle retningslinjer, medlemmerne kan læne sig op ad. Det forslag køber Fred Jacobsen.

»Der er ingen tvivl om, at der er sket et skred. Der er kommet en større bevidsthed om, hvad det betyder at komme i medierne. Vi kan se, at informationerne er meget mere styret i dag. Derfor skal journalisterne have nogle redskaber.«

Fred Jacobsen vil sammen med forbundsformand Mogens Blicher Bjerregård lave en indstilling til DJs medieudvalg, der skal drøfte sagen den 1. december. I sidste ende håber næstformanden, at han kan få et politisk flertal i Journalistforbundet. Først når det er en realitet, vil han gå ind i diskussionen om indholdet af retningslinjerne.

»Men jeg mener, at det skal kunne lade sig gøre. Vi er andet end kun en klassisk fagforening.«

0 Kommentarer