Influenter-etik

DJ’s næstformand fraråder ’personligt’ influenter at tage til VM i Qatar

Hvis influenter tager til Qatar med fly og hotel betalt af styret i Qatar, gælder det om at få alle regler og krav skrevet i en kontrakt, lyder rådet fra Allan Boye Thulstrup

”Og tager du til Qatar som influent, hvilket jeg personligt vil fraråde, så skal du nøje overveje, om turen bliver skattepligtig …”

Sådan lyder det i et tweet fra DJ’s næstformand, Allan Boye Thulstrup, som reaktion på DR’s historie om, at VM-værten Qatar forsøger at få danske influenter til at medvirke ved åbningsceremonien på søndag.

Til gengæld får de rejsen og hotelopholdet betalt. Angiveligt stiller Qatar ikke bestemte krav om positive opslag fra influenterne.

Allan Boye Thulstrup begrunder sit råd til influenterne om at holde sig fra Qatar med, at de ”ligesom de fleste andre i mediebranchen lever af deres troværdighed og deres brand”.

”Og jeg har svært ved at se ret mange influentbrands, der har godt af at blive knyttet tæt sammen med totalitære regimer,” siger han.

Gør de det, hvis de tager til Qatar, på de vilkår, som DR beskriver?

”Åbningsceremonien er jo en markedsføring af Qatar. Så i det øjeblik, du deltager i åbningsceremonien, så understøtter du det på en eller anden måde.”

Bryder ikke med etiske regler

Allan Boye Thulstrup tilføjer, at det selvfølgelig er op til den enkelte influent. Men hvis man rejser af sted som influent, gælder det om at få alle krav nedfældet i en skriftlig kontrakt.

”Der skal være en eller anden garanti fra Qatars styre for, at man kan skrive, hvad man vil, og at du ikke lige pludselig bliver præsenteret for en regning, hvis du har taget et billede af noget, du ikke måtte tage et billede af,” siger han.

Næstformanden medgiver, at en influent-rejse til Qatar ’ikke nødvendigvis’ bryder med DJ’s etiske retningslinjer for bloggere og influenter.

”Men noget af det, der står, er, at influenter skal have en særlig opmærksomhed på, hvordan de for eksempel markedsfører sig i forhold til børn. Så det vil virkelig være afhængigt af, hvilke opslag man laver dernedefra.”

Er det ikke altid sådan, hvis du arbejder som influent?

”Jo. Jojo.”

En del af en propagandamaskine

Allan Boye Thulstrup mener, at influenter, som tager til Qatar, løber en særlig risiko for at sætte deres troværdighed over styr, fordi aftalen om, hvad giveren forventer til gengæld for flyrejse og hotelophold, i hans optik virker meget uklar

”Det svarer til en virksomhed, du virkelig ikke kan stå inde for,” siger han.

Hvor går så grænsen? Vil du også personligt fraråde influenter at reklamere for Huawei-telefoner?

”Jeg synes, det bliver en gråzone med gratis ting, hvor du bliver inviteret til Qatar med besked om ’vi har ikke nogen krav til dig’, men omvendt, så er der måske alligevel nogle krav. En reklame for Huawei, som er et lovligt produkt, og en telefon, som bliver solgt i Elgiganten, det har jeg svært ved at se er et problem.”

Det er jo heller ikke ulovligt at tage til VM i Qatar. Så hvorfor er Huawei-telefonen anderledes?

”Huawei-telefonen er et produkt, hvor du kan indgå en kontrakt med et firma, og der må du så gøre op med dig selv, om det er et produkt, du kan stå inde for.”

”Hvis du tager imod en gratis tur til Qatar, risikerer du ufrivilligt at blive en del af en propagandamaskine og en kampagne, som ikke var det, man troede, man sagde ja til.”

Løber influenter ikke altid den risiko? Med Huawei har der været afdækket historier om, at de arbejdede med teknologi, så de kunne lave ansigtsgenkendelse på uighurerne?

”Der skal altid være den etiske overvejelse, om man har lyst til som person og brand at blive knyttet sammen med et firma, et land eller et regime. Jeg skriver, at jeg personligt ikke vil anbefale influenter at tage til Qatar. Men jeg har ikke lyst til at være overdommer på, hvad man kan reklamere for,” siger Allan Boye Thulstrup.

0 Kommentarer