Medlemmer skal mødes og erfaringsudveksle mere. Det er håbet med DJ’s mentorordning, der er blevet genopstartet efter en pause. En af drivkrafterne bag genopstarten er karriere- og trivselskonsulent Adina Vind. Hun fortæller, at interessen indtil videre har været enorm og overvældende.
”Vi har fået over 100 henvendelser om at blive mentee og omkring 35 om at blive mentor. Selv om vi forestillede os, at der ville være interesse, så har det overgået vores forventninger,” siger hun.
Lige nu kan man skrive sig op som interesseret på DJ’s hjemmeside, og blandt andet Adina Vind skal til februar finde de bedste match mellem mentor og mentee. Hun understreger dog, at det ikke vil være muligt at finde et match til alle, men at ordningen vil køre to gange årligt.
Derfor vil der stadig være mulighed for at være med i ordningen, selv hvis man ikke får et match i første omgang.
”I bund og grund er håbet, at vi kan få så mange medlemmer som muligt til at mødes på kryds og på tværs, så man kan gøre brug af de mange gode erfaringer, der er derude,” siger Adina Vind.