Menige embedsmænd føler sig forfulgt af pressen. Journalisterne går over grænsen, når de møder op i private hjem, siger Lars Qvistgaard fra DJØF til Journalisten.dk. Han sammenligner med jagten på de røde lejesvende i DR.
Embedsmænd i den omdiskuterede mailsag føler sig forfulgt af pressen. Nu siger fagforeningen DJØF, der organiserer mange samfundsfaglige, økonomer og jurister i embedsværket, stop.
Pressechef i DJØF Torben Gross fortæller om et konkret tilfælde i forbindelse med mailsagen, hvor han mener, en journalist er gået over stregen.
»På en eller anden måde havde en journalist fået opsnuset, hvilken medarbejder der sad med denne her konkrete mailsag. Lige pludselig opdagede medarbejderen derhjemme, at en journalist stod og bankede på døren, prøvede at komme i kontakt med ham og smed visitkort ind igennem brevsprækken for at få ham til at ringe til avisen,« fortæller Torben Gross til Journalisten.dk.
Det er noget nyt for DJØF, at pressen går efter menige medarbejdere i stedet for at gå efter dem, der træffer beslutningerne. I DJØF's underafdeling for offentligt ansatte (undtagen chefer) er de slet ikke vant til den slags episoder, fortæller formand Lars Qvistgaard.
Hvad gør den her sag anderledes?
»Det, der gør det anderledes, er, at der er et meget voldsomt mediepres på en enkelt medarbejder. Det er også anderledes, at vi oplever, at journalister forsøger at få medarbejdere til at belyse nogle sager, selv om de ikke har noget ledelsesansvar og er langt nede i beslutningskæden. Det er en meget vanskelig konflikt, medarbejderne bliver sat i,« siger Lars Qvistgaard til Journalisten.dk.
Han understreger, at det ellers er meget tydeligt, hvem der kan stilles til ansvar i sådan en sag.
»Ansvarsforholdene er meget tydelige: Det er ministeren, der har det politiske ansvar, og det er departementschefen, der har det øverste administrative ansvar,« siger han.
Hvad mener du om den behandling, medarbejdere har fået?
»Personligt synes jeg, det overskrider den grænse, der er, i forhold til at man også skal have mulighed for at være en privatperson ved siden af sit arbejde. Når journalister opsøger os på vores privatadresse, så er det at gå over grænsen.«
Hvad kan man gøre ved det?
»Det har jeg også gået og tænkt meget over. Jeg kunne godt tænke mig, at man fik en form for forståelse mellem embedsmænd og journalister om, hvem de går til. At journalisterne går til den øverste ledelse. Den enkelte medarbejder er en del af systemet, ja, men de har begrænsede muligheder for at belyse noget, du ikke kan få frem med aktindsigt,« siger Lars Qvistgaard.
Lars Qvistgaard mener, at sagen har de samme principielle elementer som den debat, der har fået megen opmærksomhed i journalistkredse på det seneste om, hvorvidt DR har været hjemsted for såkaldte 'røde lejesvende'.
»Med det forbehold, at det ikke er en perfekt sammenligning, så synes jeg, det ligner den debat, I har haft om de røde lejesvende. Når man opsøger en medarbejder på privatadressen, så overskrider man grænsen mellem det private og myndigheden, og jeg synes, det er lidt det samme, der sker med de røde lejesvende – skal man som journalist stå til ansvar for noget, der egentlig lå i institutionen eller i tidsånden? Det er igen sammenblandingen af det institutionelle og det personlige,« siger Lars Qvistgaard.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jagten på den gode historie kender efterhånden ingen grænser. Det er i mine øjne hyklerisk, at journalister, når de personligt bliver spurgt om de har en egen grænse for hvor langt de vil gå, alle siger ja, men når det kommer til stykket, så helliger midlet målet.
Men der må ligge helt klart, at som absolut minimum skal og må privatlivet respekteres i betydningen som de fire vægges afskærmning omkring en fysisk privatsfære. Og det gælder uanset hvem man er. I hjemmet skal alle kunne føle sige trygge smpelt hen fordi alle oplever at have den tryghed. Derfor er paraderne nede og man slapper af og kobler fra alt andet, der har men ens offentlige liv og arbejde at gøre.
Det ved journalisten og derfor benytter han sig af det. Men det er ikke i orden.
Jeg er enig i, at det kan være en god ide at præcisere den etiske kodeks i forhold til embedsværket.
Jeg har hørt håndfaste rygter om opfindelsen af telefonen og andre former for moderne kommunikation.
Desuden har jeg stadig til gode at høre om embedsmænd, der forskanser sig i dagevis i privaten.
Så for lige at samle op:
Hvis man er embedsmand i et ministerium og medvirker til at skjule/dølge/gemme/fortie informationer for offentligheden og politikerne, så har man helle for journalisterne, da det hører privatsfæren til.
Tak for afklaringen...
Det er da mindst ligeså betænkeligt, hvis journalister ikke respekterer, at der findes en privatsfære og at man overholder den med mindre andet er aftalt.
Jeg er ærlig talt lidt træt af at se Woodward og Bernstein-kortet blive spillet med blind makker. Og så vidt jeg ved, havde man i Watergate-sagen alle mulige andre rammer for mødesteder end at sparke døre op i privaten for at få embedsmænd i tale.
Journalistik handler om hard facts. Blandt andet, ja. Men jeg har personligt tifold mere respekt for journalister, der kan finde en anden og mere afbalanceret måde at agere på end en selvopfattelse, der er taget ud af en klichépræget Hollywood-hørmer.
Det er et ganske betænkeligt angreb DJØF kommer med i denne sag. Journalisters opgave er at få informationer fra dem som VED noget, ikke fra talsmænd som får penge for at udtale sig. God smag hører ikke hjemme i journalistik, det er hard facts det handler om.
I Watergatesagen -- der endte med at koste USA's præsident Nixon posten -- vandrede journalisterne Woodward & Bernstein rundt på deres flade skosåler og opsøgte alle, aktuelle menige medarbejdere med det formål at få oplysninger. De fik oplysningerne og det fik konsekvenser.
Journalister skal selvfølgelig opsøge folk, som véd noget. Men ikke fortælle, hvem de taler med!
Flere