DJH: DJH får IT-penge

Nu får alle ansatte på DJH, fra ledelse til rengøringspersonale, mulighed for at sidde derhjemme og surfe på Internettet.

Nu får alle ansatte på DJH, fra ledelse til rengøringspersonale, mulighed for at sidde derhjemme og surfe på Internettet.

DJH er nemlig en af de 32 statslige institutioner, der har fået del i Forskningsministeriets såkaldte IT-pulje på 24 millioner kroner.

Formålet med IT-puljen er at udbrede kendskabet til teknologi blandt de statslige institutioners ansatte, og pengene skal konkret bruges til at udstyre hver enkelt ansat med en hjemme-pc.

»Ideen er taget fra det private erhvervsliv, hvor blandt andre Statiol eksperimenterede med at give alle deres medarbejdere en hjemme-pc, så de kunne sidde derhjemme og surfe, lære at bruge regneark og tekstbehandling og siden udnytte deres erfaring på arbejdspladsen,« fortæller Clea Bach, fuldmægtig i Forskningsministeriet, og fortsætter:

»Teknologi er ikke bare for de oplagte ansatte, der i forvejen bruger pc'en til daglig. Alle kan have gavn af teknologien. Man kunne for eksempel forestille sig, at en pedel brugte pc'en til at holde styr på lokale-booking.«

Ud over det rent faglige udbytte er projekt ‘pc'er for alle' ifølge Clea Bach også tænkt som en social faktor.

»Vi opfordrer institutionerne til at holde en slags gå-hjem-møder, hvor de ansatte kan diskutere, hvad de har lært, og hvad de har svært ved, så de kan hjælpe hinanden.«

DJH har fået 1,2 millioner kroner – svarende til 12.000 kroner pr. ansat – på en ansøgning, hvor DJH blandt andet tilbyder ‘at udvikle et særligt pc-kørekort rettet mod brugere af Mac-pc'en'.

0 Kommentarer