DJ vinder voldgiftssag

Danske Regioner ville ikke anerkende, at der gælder samme regler for alle ansatte på DJ's overenskomst. Voldgiftskendelse giver DJ medhold.

Danske Regioner ville ikke anerkende, at der gælder samme regler for alle ansatte på DJ's overenskomst. Voldgiftskendelse giver DJ medhold.
Uddannelsen betyder intet, når du arbejder under en overenskomst fra Dansk Journalistforbund. Det har en voldgiftskendelse netop fastslået.

Danske Regioner ville i en konkret sag ikke give en ikke-journalistisk uddannet ansat kommunikationsmedarbejder på DJ-overenskomst et særligt anciennitetsbestemt kvalifikationstillæg.

Argumentet var, at når man ikke er journalistuddannet, så kan man ikke følge en anciennitetsskala, der i udgangspunkt bliver beregnet efter endt uddannelse.

DJ på den anden side mener, at forbundets overenskomst med Danske Regioner er lige for alle.
»Voldgiften slår fast, at når en arbejdsgiver ansætter en medarbejder på vores overenskomst, så gælder alle overenskomstens bestemmelser for ansatte efter denne, uanset den ansattes uddannelsesmæssige baggrund. Det er en særdeles vigtig afgørelse,« siger DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård til journalistforbundet.dk.

0 Kommentarer