DJ vil hverve studerende

Ledelsen i Dansk Journalistforbund vil bruge 700.000 kroner på at høste nye medlemmer på journalist- og kommunikationsuddannelserne.

Ledelsen i Dansk Journalistforbund vil bruge 700.000 kroner på at høste nye medlemmer på journalist- og kommunikationsuddannelserne.

De skal indfanges tidligt.

Hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund skal på det kommende møde diskutere, hvordan DJ bedst muligt høster nye medlemmer på journalist- og kommunikationsuddannelserne. Der er planer om, at 2012 skal være et kampagneår, der gerne skulle give en stigning på fem procent i medlemstallet.

»Konkurrencen om medlemmer er skarp på hele medie- og kommunikationsarbejdsmarkedet. Det er den også på de uddannelser, der føder ind på dette marked og på måske ikke særlig langt sigt også på de uddannelser, som DJ hidtil har betragtet som sine egne,« står der i oplægget til Hovedbestyrelsesmødet, der finder sted torsdag og fredag.

Det endelige mål er, at 95 procent af de studerende på de uddannelser, der uddanner folk direkte til mediearbejdsmarkedet, skal være medlem af DJ. DJ har også øjnene rettet mod kommunikationsuddannelser i Roskilde og København.

De omkring 700.000 kroner, som kampagnen kommer til at koste, skal blandt andet bruges på nyt materiale om Dansk Journalistforbund, der skal målrettes til forskellige grupper. Pengene skal også bruges på at invitere ikke-medlemmer med til nogle af forbundets mange tilbud. Ledelsen understreger i oplægget, at pengene hurtigt vil blive tjent ind igen med nye medlemmer.

0 Kommentarer