DJ vil diskutere samarbejde med PFA

DJ bør drøfte sit samarbejde med PFA Pension, efter at det er kommet frem, at PFA investerer i virksomheder, der bl.a. har aktiviteter i ulovlige bosættelser på Vestbredden. Det foreslår HB-medlem: »Det skylder vi medlemmerne«. Lars Werge afviser at opsige samarbejdet (Præciseret 9/12 kl. 8.00)

PFA Pension og en række andre danske pensionskasser har investeringer i internationale virksomheder, der bidrager til opretholdelsen af ulovlige bosættelser og aktiviteter på Vestbredden.

Det konkluderer en ny rapport, som er udarbejdet af den danske NGO-organisation DanWatch, der overvåger virksomheders sociale ansvar i danske og multinationale virksomheder.

DanWatch har udarbejdet en oversigt over 43 internationale virksomheder, der bidrager til ulovlige aktiviteter på Vestbredden. Og det viser sig, at 10 af de største danske pensionsselskaber har investeringer i 13 af de pågældende virksomheder – heriblandt PFA Pension, som er Dansk Journalistforbunds samarbejdspartner på pension.

Sagen har fået Karen Hedegaard, hovedbestyrelsesmedlem i DJ, til at reagere. På det kommende hovedbestyrelsesmøde i januar 2015 vil hun rejse spørgsmålet, om DJ skal forsøge at påvirke PFA til at ændre sin investeringspolitik.

»Vi skal drøfte, om vi skal stille krav, og hvilke krav vi skal stille. Jeg mener, det er en naturlig ting, at vi tager det op til drøftelse i hovedbestyrelsen. Vi bør have fokus på de etiske aspekter omkring vores pensionsinvesteringer,« siger Karen Hedegaard til Journalisten.

Sag nummer to på én uge

Samarbejdet mellem DJ og PFA sker via Mediernes Pension, hvor DJ og Danske Mediers Arbejdsgiverforening har oprettet en gruppeforsikring for medlemmerne sammen med PFA.

Rapporten viser, at PFA med 295 millioner kroner er den danske pensionskasse, der har flest penge investeret i virksomhederne, der bidrager til aktiviteter på Vestbredden.

Det gør det ikke bedre, at sagen med PFA’s investeringer kommer, efter at det i sidste uge kom frem, at pensionsselskabet stævner finansmediet Økonomisk Ugebrev for knap fire millioner kroner i erstatning for en kritisk artikel om selskabet.

Den sag er også en af grundene til, at Karen Hedegaard vil drøfte med hovedbestyrelsen, hvordan man skal forholde sig til PFA fremover.

»Måske får vi nogle nye ting på bordet fra PFA – det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt. Men jeg synes, at vi allerede nu bør tilkendegive over for medlemmerne, at vi gerne vil tage det op til behandling. Det fortjener sagen, og det skylder vi medlemmerne,« understreger Karen Hedegaard.

Vil ikke opsige samarbejdet

Formand for Mediernes Pension og næstformand i DJ Lars Werge afviste fredag, at sagen mellem PFA og Økonomisk Ugebrev ville få konsekvenser for DJ’s samarbejde med pensionsselskabet.

Heller ikke sagen om PFA’s investeringer får ifølge Lars Werge direkte konsekvenser for samarbejdet.

Nu er det her anden problematiske sag med PFA på kort tid – bør det her have konsekvenser for samarbejdet mellem Mediernes Pension og PFA?

»Nej. Vi vil ikke opsige samarbejdet, så snart der dukker en sag op. Vi går ind i en dialog – vi har allerede en dialog på baggrund af fredagens sag. Vi truer ikke med at gå, vi truer med at blive. Forstået på den måde, at hvis man vil have ændret nogle ting, så gør man det bedst på den måde,« understreger Lars Werge.

Han forklarer, at Mediernes Pension allerede har en aftale med PFA om, hvilke internationale konventioner de skal overholde i forbindelse med investeringer.

»En finansiel virksomhed som PFA har som opgave at tjene penge. Så det er kunderne, der skal sige, om de er indforståede med den måde, det foregår på. Vi vil for eksempel ikke have, at pengene bliver investeret i klyngebomber og våbenproduktion. Jeg er ikke klar over, om det her ligger inden for det eller ej. Men vi vil selvfølgelig tage det op med PFA,« siger Lars Werge.

Medlemmerne bestemmer selv over pengene

Han understreger, at det står DJ’s medlemmer frit for at flytte deres pensionsopsparing til et andet pensionsselskab, hvis de er uenige med den måde, PFA forvalter deres penge på.

»Lidt firkantet sagt, så er fordelen ved Mediernes Pension, at vores medlemmer selv bestemmer, hvor de vil lægge deres opsparing. Når det er sagt, så ved jeg også godt, at mange vælger PFA, så derfor er det også noget, vi vil spørge PFA til,« siger Lars Werge.

Men har I ikke et ansvar for, at medlemmernes penge ikke ender i virksomheder, der bidrager til opretholdelsen af ulovlige aktiviteter på Vestbredden?

»Det er vores ansvar at vælge en samarbejdspartner, som vi kan have en dialog med. Hvis vi undrer os over nogle af de ting, PFA gør, så må vi få dem til at forklare, hvad der er op og ned. Det er den dialog, som hen ad vejen kan føre til, at nogle ting bliver anderledes i fremtiden, hvis der er behov for det,« siger Lars Werge. 

Svært at udtale sig om hypoteser

PFA Pension forklarer, at selskabet ikke ukritisk investerer i de omtalte virksomheder – man forsøger at påvirke dem til at ændre de forhold, der kan betegnes som kritisable:

”Det er PFA’s mål at være en aktiv ejer, der påvirker virksomhederne i retning af en ansvarlig værdiskabelse og dermed sikrer højest muligt langsigtet investeringsafkast. Som ansvarlig og aktiv investor forsøger PFA derfor oftest først at gå i dialog med et selskab for at ændre eventuelle kritisable forhold. Hvis det viser sig nytteløst, tager vi konsekvensen og sælger aktierne. Denne politik gælder også for de selskaber, som PFA har investeret i, og som har aktiviteter på Vestbredden,” skriver Morten Jeppesen, direktør for Koncernkommunikation og Public Affairs i PFA, i en mail til Journalisten.

Karen Hedegaard afviser at komme med et bud på, hvad hun forventer som resultat af hovedbestyrelsens debat om samarbejdet med PFA.

»Det er svært at udtale sig om hypoteser. Hvis hovedbestyrelsen bliver enig om, at det er kritisabelt, og at vi ikke kan lægge navn til det i forhold til vores medlemmers pension, så må vi se, hvad vi kan finde ud af med PFA,« siger Karen Hedegaard.

Heller ikke Lars Werge vil endnu komme med et bud på, hvad resultatet af hovedbestyrelsesmødet bliver. Der kan nå at ske meget inden da, forklarer han.

»Det er alt for tidligt at sige endnu. Men jeg går ud fra, at vi på hovedbestyrelsesmødet kan oplyse om, hvad der er op og ned. Det kan også være, at der er sket nogle ting inden da,« siger Lars Werge.

Præciseret 9/12 kl. 8.00 – Journalisten skrev, at Karen Hedegaard ville rejse spørgsmålet om, hvorvidt det er etisk forsvarligt, at DJ samarbejder med PFA Pension. Karen Hedegaard understreger, at hun blot ønsker at diskutere, om DJ skal forsøge at påvirke PFA til at ændre sin investeringspolitik.

5 Kommentarer

jan august hillers
9. DECEMBER 2014
Det kan slet ikke diskuteres
Det kan slet ikke diskuteres at PFA skal holde sig fra den slags investeringer. At problematisere Danwatch er klassisk afledning. Det er en meget ydmyg aktion mod de selskaber der støtter besættelsesmagten gennem investeringer der. Det sikreste er at frabede sig at PFA investerer i selskaber mm med interesser i hele Israel.
Christian Vangsø Bentsen
9. DECEMBER 2014
Christina Fromberg - Hvilke
Christina Fromberg - Hvilke elementer er det mere præcist du mener kunne have relevans?

Alle pensionskasser, ALLE, investerer i gedulgte regimer, stater, lande og virksomheder. Problemet i Danwatchs påståede afsløring er at pensionskasser f.eks. investerer i en af verdens største leverandører af byggemateriel - Caterpillar. Og pensionskassernes problem er at Caterpillar leverer maskiner til brug i besatte områder.

Så er vi ude over aktivistisk journalistik. Danwatch bedriver lobbyarbejde! Danwatch er stiftet af en samling NGO'ere med et forbrugerpolitisk sigte samt med det formål at promoverere NGO'ernes agenda.

Hvis der skal diskuteres noget på et HB-møde så virker det påfaldende tamt at lige præcis en investering i Caterpillar er sprængstof og ikke at der f.eks. investeres i russiske virksomheder al den stund presse og ytringsfriheden i Rusland er under massivt pres.

Det er jo topmålet af hyklerisk adfærd at beskæmmes over investeringer i virksomheder der beskæftiger sig med de besatte områder mens man med glæde investerer i virksomheder i fæesk. Rusland, Venezuela og Frankrig.

Ikk' sandt?
Christina Fromberg
8. DECEMBER 2014
Hvis der er evt. gran af
Hvis der er evt. gran af sandhed i Danwatch' rapport, så er det da yderst relevant for os DJ-medlemmer, at sagen bliver undersøgt + er på dagsordenen til det kommende HB-møde i januar! Tak!
Christian Vangsø Bentsen
8. DECEMBER 2014
PFA-Bashing ovenpå sagen mod
PFA-Bashing ovenpå sagen mod Økonomisk Ugebrev - Det er publicistisk set skamfuldt!

Danwatch og Niels Harrit har, mindst én ting til fælles
Christian Vangsø Bentsen
8. DECEMBER 2014
Danwatch blev stiftet af en
Danwatch blev stiftet af en række NGO'ere. Sidenhen røg de på finansloven.

Når et journalistisk fagblad bruger Danwatch som kilde på sådan en type historie uden at opstille relevante referencer a la: "virksomheder bør ifølge Danwatch ikke investere i Venezuela, Rusland, USA eller et eneste afrikansk land" så er journalistikken de facto ophørt.

Berlingske deltog for et par år siden i en kampagne anført af Danwatch. Sydbank endte med betydelige tab og Berlingske bragte deciderede falske oplysninger på forsiden.

Fagbladet er virkelig på glatis på den her!

Flere