DJ kan ikke blive enige med TV 2-regionerne om lønstigninger for medarbejderne de næste to år. Nu vil DJ indlede en faglig konflikt.
Parterne er ellers blevet enige om store dele af overenskomsten. Men økonomien kan de ikke blive enige om. Det skriver Dansk Journalistforbund på dets hjemmeside.
Uenigheden handler om lønstigninger. DJ vil have en stigning på 3,6 procent i den toårige aftale, imens regionerne ifølge DJ foreslår 2,5 procent.
"Der er i øjeblikket så stor afstand mellem vores økonomiske udspil, at almindelige forhandlinger efter vores opfattelse ikke længere fører nogen vegne," udtaler DJ's forhandlingsleder, Henrik Bruun, på forbundets hjemmeside.
Han mener, lønstigningen bør ligge på niveau med blandt andet DR's.
"Vi har lavet bedre resultater med både DR, der også er licensfinansieret, og med en række annoncefinansierede medier, der har været ramt af finanskrisen, så 2,5 procent har ingen gang på jord," siger Henrik Bruun.
Til gengæld er parterne enige om en række andre ændringer af overenskomsten, blandt andet bedre rettigheder for mandlige medarbejdere, der vil på lønnet forældreorlov, samt højere pensionsudbetalinger.
Ifølge DJ kan konflikten tidligst træde i kraft den 1. september. En konflikt betyder, at alle overenskomster opsiges.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.