DJ undrer sig over DR’s frokost-udspil: Vi har ikke hørt noget

DR vil sløjfe den betalte frokostpause. Men DR har ikke henvendt sig til Dansk Journalistforbund med kravet. »Jeg undrer mig over, at det bliver meldt ud på den måde,« siger DJ’s chefforhandler. Betalte frokostpauser giver mere fleksible medarbejdere, mener han (præciseret) (Opdateret kl. 9.10 med svar fra DR)

DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, meddelte i en pressemeddelelse 8. september, at DR-ansattes betalte frokostpause bortfalder fra midten af 2017.

I pressemeddelelsen stod der også, at DR's ledelse var åben for en drøftelse med de faglige organisationer ”af eventuelle alternative initiativer, der vil kunne sikre en tilsvarende produktivitetsforøgelse”.

Men i Dansk Journalistforbund undrer chefforhandler Claus Iwersen siger over udspillet. Han har nemlig kun hørt om det gennem pressen – DR’s ledelse har ikke henvendt sig.

»Jeg er mildest talt lidt overrasket over, at DR gør det på den måde. De kan jo ikke bare nedlægge frokostpausen. Den er en del af overenskomsten ligesom løn, arbejdstid og ansættelsesforhold. Så de har lanceret nedlæggelen, men vi har ikke fået nogen henvendelse. Jeg undrer mig over, at det bliver meldt ud på den måde,« siger han.

Uderdirektør for HR i DR, Henriette Frandsen-Melau skriver i en mail: 

"Vi har aftalt med de faglige organisationer i DR, at vi mødes og drøfter sagen, når vi er på den anden side af de aktuelle afskedigelser. Derfor er der ikke så meget nyt, jeg kan sige i sagen endnu, og det er også helt naturligt, at Claus Iwersen endnu ikke har hørt noget." 

Betyder lønnedgang på 6,8 %

Beregninger viser, at hvis Dansk Journalistforbund uden videre accepterede kravet, ville det svare til en lønnedgang for DJ’s medlemmer i DR på 6,8 procent. Men det har DJ ikke tænkt sig at gøre, forsikrer Claus Iwersen.

Han siger, at besparelsen kun kommer op på 6,8 procent, hvis alle holdt en halv times frokostpause.
»Men mange holder ikke en halv times pause i dag

Claus Iwersen forventer, at frokostpausen bliver et tema under overenskomstforhandlingerne i 2017.

»Det er et forvarsel om et kommende krav, og det krav må vi så tage stilling til i 2017,« siger han.

I dag er betalt frokostpause ifølge Claus Iwersen ”den altovervejende hovedregel” på danske nyhedsredaktioner. Det sikrer nemlig arbejdsgiveren større fleksibilitet.

»Hvis man har betalt frokostpause, står man til rådighed, og derfor kan man ikke spise videre, hvis der for eksempel pludselig kommer en ministerrokade. Der er derfor, man i DR ofte ser folk holde møde i deres frokostpause og med mobiltelefonen tændt, så de er klar, hvis der bliver ringet efter dem. Hvis pausen ikke er betalt, kan man slukke mobilen, gå i banken eller lave private aftaler, fordi det er ens egen tid,« forklarer han.

Udtryk for en industritankegang

I 1970'erne og 1980'erne havde teknikere på Dansk Metals overenskomst andre arbejdstidsregler end journalisterne, fortæller Claus Iwersen.

»Så kunne man opleve, at der stod et tv-hold foran Amalienborg, som ikke kunne arbejde, fordi teknikere pludselig ikke stod til rådighed.«

Derfor blev betalte pauser også indskrevet i overenskomsten, da TV 2 blev oprettet i 1988.

»TV 2 kunne godt se, at DR's regler for forskellige faggrupper havde været for ufleksible,« fortæller Claus Iwersen.

Forlaget fra DR’s ledelse er udtryk for en industritankegang, der ikke passer til en moderne nyhedsorganisation, mener han.

»Det kan godt være, at det giver mening på andre typer arbejdspladser, men ikke her.«

DJ foretager sig ikke mere, før DR eventuelt henvender sig med sine krav, siger Claus Iwersen.

Han tilføjer, at ”betalt frokost”, som det er blevet kaldt mange steder, naturligvis ikke handler om, at DR-ansatte får grats mad i frokostpausen.

Opdateret: 23/9.2014 klokken 9.10 med svar fra uderdirektør for HR i DR, Henriette Frandsen-Melau.

Præciseret: Claus Iwersen tilføjer, at besparelsen kun kommer op på 6,8 procent, hvis alle ansatte holdt 30 minutters frokost i dag, og det gør alle medarbejdere ikke. 

0 Kommentarer